Manchurisk, manchu, mandju, mandjurisk, er et af de kendteste tungusiske sprog. Det er en direkte udløber af det ringe belagte jurchensk, der blev talt af herskerne i Jindynastiet. Manchurisk var det officielle sprog i Kina under Qingdynastiet 1644-1912 og tales i dag af ganske få ældre, men lever videre i dialekten sibo i det nordvestlige Kina (også kaldet xibe, sibe, med ca. 20.000 talere). Manchurisk og jurchensk er de eneste tungusiske sprog der har været administrative sprog.

Skrift

Det manchuriske kriftsprog bygger på en variant af det mongolske alfabet. Grundet de tætte forbindelser til Kina er der også en tradition for at skrive sproget med kinesiske tegn.

Udtale

Manchurisk har 20 konsonanter, seks vokaler og hele 18 diftonger. Seks triftonger er indført i låneord fra kinesisk.

Grammatik

Manchurisk har fem egentlige kasus (nominativ, akkusativ, genitiv, dativ-lokativ og ablativ), der markeres med efterstillede partikler:

  • nominativ er umarkeret
  • akkusativ be
  • genitiv (n)i
  • dativ-lokativ de
  • ablativ ci

Som i andre agglutinerende findes der en række mindre brugte og ugrammatikaliserede former, der undertiden henregnes til kasus. Herunder hører den såkaldte "revertativ" (ca, ce eller co), der indikerer baglæns eller modstridende bevægelse.

Det manchuriske verbalsystem bygger på 13 primære verbalformer.

Ordforråd

Udover det tungusiske arveordforråd (bi 'jeg', si 'du', moo 'træ'), har manchurisk optaget mange låneord fra kinesisk (fx pingguri 'æble') og mongolsk (morin 'hest' og temen 'kamel').

Se også Kina (sprog).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig