malisk film

Mali - film, I 1961 blev Malis nationale filminstitut oprettet med det formål at skabe en produktion af kortfilm og newsreels (filmjournaler) til oplysning af den analfabetiske befolkning. Mange filmfolk fra Mali blev uddannet i Sovjetunionen og derpå ansat ved filminstituttet i Bamako, der i slutningen af 1990'erne har et af de rigeste filmmiljøer i Afrika. Af instruktører kan nævnes Djibril Kouyaté (f. 1942), der lavede Malis første spillefilm, Le Retour de Tiéman (1970), Falaba Issa Traore (f. 1928), Souleymane Cissé, Kalifa Dienta (f. 1940), Adama Drabo (f. 1953) og Abdoulaye Ascofare (f. 1945). Med udgangspunkt i den maliske virkelighed kredser deres film ofte om politiske og socialt vigtige emner. Efter diktatoren Moussa Traorés fald i 1991 overtog instruktøren Cheick Oumar Sissoko (f. 1945) ledelsen af det nationale filminstitut og etablerede produktionsselskabet CORA-film, der har hjulpet mange nye talenter på vej. Sissoko, der i 2002 overtog posten som landets kulturminister, debuterede i 1987 og vandt førsteprisen ved FESPACO-filmfestivalen i 1995 med Guimba (Tyrannen).

Læs videre om Malis historie eller læs om Mali generelt

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig