Bamako

Bamako, hovedstaden i Mali, Vestafrika; 1,8 mio. indb. (2009). Ca. halvdelen af Malis bybefolkning bor her. Da franske kolonister i 1880 besatte dette halvtørre område ved Nigerflodens vestbred, lå der en gruppe landsbyer med få hundrede indbyggere. Jernbanen til Dakar i Senegal blev åbnet i 1924; Bamako fik dermed adgang til havet og blev et vigtigt trafikknudepunkt. Floden er forbindelse til det indre af landet, når den er sejlbar (ca. juni-december). Nomadefolk står for megen handel, og byen har et stort marked. På et højtliggende plateau byggede franskmændene administrationsbygninger; her ligger også præsidentpaladset, og stedet har en fin udsigt over byens mange lave huse og Nigerfloden.

Byen har som mange storbyer i ulandene tilbagevendende elektricitetsproblemer, men en udvidelse af elproduktionen er undervejs.

Læs mere om Mali.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig