maling (Historie) | lex.dk – Den Store Danske

Maling (Historie), Fra de ældste tider har mennesket gjort brug af maling (farver) enten for at udtrykke sig religiøst og symbolsk eller rent dekorativt, men også som overfladebeskyttelse af fx både og bygninger. På hulemalerier blev der brugt de tilgængelige jordfarver, hvor pigmenterne er okker (gul), brændt okker (rød) og knust trækul (sort).

Oldtidens egyptere havde et langt større pigmentsortiment til deres rådighed, fx egyptisk blåt, cinnober (rød), auripigment (gul), malakit (grøn) samt kridt og gips (hvid). Pigmenterne blev findelt i en morter og derefter revet som en tyk pasta i organiske bindemidler, fx gummi arabicum, hud- eller benlim. Malingen påførtes bl.a. sarkofager med pensler. Vægge og lofter blev dekoreret med freskomalerier udført i den våde kalkmørtel efter indridsede konturer og afsluttet som seccomalerier oven på den tørre puds med pigmenter revet i kasein eller ægtempera. Romerne og grækerne arbejdede videre på de egyptiske maletraditioner med brugen af et stort udvalg af mineralpigmenter. Maling med linolie som bindemiddel kendes fra de første århundreder e.Kr.

I Afrika og Australien har det helt op til vor tid været almindeligt at anvende de naturligt forekommende jordfarver, og flodslam uden brug af tilsatte bindemidler har også været anvendt.

Det første syntetiske bindemiddel til maling, nitrocellulose, blev fremstillet i midten af 1800-t. I 1930'erne begyndte akryl- og alkydmaling at vinde udbredelse, mens plastmaling kom frem i slutningen af 1940'erne. De første pulvermalinger blev udviklet i 1950'erne.

Norden

I Norden har man fundet rester af bemaling på skjolde fra romersk jernalder (egyptisk blåt, cinnober, auripigment). Vikingerne dekorerede deres brugsting med maling og anvendte tjære for at beskytte deres både. Fund fra Nordhøjen i Jelling viser ligeledes brugen af maling til dekorering af genstande, men først med bygningen af kirker i 1100-1200-t. blev brugen af farver almindelig i Norden. Munkene havde taget farverne, bl.a. kraftige grønne og lapis lazuli, med fra Middelhavsområdet. De er blevet anvendt som limfarve på træværk, fx lofter og vægpaneler; først ca. 1400, da der kom inventar i kirkerne, begyndte den egentlige oliemaling (pigment revet i linolie) at blive anvendt på bl.a. stoleværk og altertavler. Profane bygninger har i denne periode, ligesom mange kirkebygninger, været kalket både ud- og indvendigt, hvis de ikke har stået i blank mur. Årsagen har nok primært været økonomisk, men kalk er også et desinfektionsmiddel og beskytter bygninger.

Først i slutningen af 1600-t. blev væggene betrukket med lærred og lofterne paneleret og malet med oliefarve. Fra begyndelsen af 1800-t. blev tapet, udført i ark med limfarvede, trykte mønstre, udbredt. Træådringsimitationer (se ådring) var almindelig anvendt fra midten af 1800-t. helt frem til 1920'erne. Sideløbende hermed begyndte en reaktion mod det mørkt malede træværk, og hvidmalede eller lyst tonede vægge, udført først i oliemaling og siden med plast- og akrylmaling, har præget danske hjem til 1990'erne.

Læs mere om maling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.