Indenfor murerfaget bruges mørtel til at sammenbinde teglsten eller pudse uden på mure. Traditionelt er muremørtel fremstillet af sand, vand og læsket kalk (kalkmørtel). Dette produkt er kendt siden Romerriget og vidt anvendt indtil industrialiseringen og særlig montagebyggeriets tilkomst i 1950'erne.
Hærdning af mørtel sker ved, at det vand, der er optaget under læskningen, afgives under optagelse af kuldioxid fra luften, hvorved der dannes calciumcarbonat (kalk). Kalkmørtler kræver derfor luftadgang for at kunne hærde. Kalkmørtel er diffusionsåben, dvs. at materialet kan transportere fugt, samtidig med, at det er porøst, og teglsten muret med kalkmørtel kan således skilles ad igen med få redskaber.
I dag anvendes oftest kalkcementmørtler, tidligere ofte kaldet bastardmørtler, hvor bindemidlet er en blanding af kalk og cement, eller murcementmørtler, hvor bindemidlet er en specialcement. Murermørtler fremstillet af almindelig cement uden kalk er vanskelige at arbejde med og anvendes derfor kun, når særlig høj styrke er krævet. Da cements hærdning foregår uden tilgang af luft, kan cementmørtler anvendes, hvor der ikke kan tilføres luft, fx under vand. Cementblandingen bevirker ligeledes, at elementer samlet med bastardmørtel er svære at adskille uden større indgreb.
Muremørtel leveres til byggepladsen som tørmørtel, der kun skal tilsættes vand, eller som vådmørtel. Tørmørtel kan indeholde cement, da sandet er ovntørret og derfor helt uden fugtighed. Vådmørtel indeholder ikke cement, hvorfor vådmørtel kan være en kalkmørtel, der kan anvendes direkte eller opblandes med cement på byggepladsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.