Møbellæder, chromgarvede eller vegetabilsk garvede huder, fortrinsvis fra okser og bøffelkalve, som anvendes til betræk af møbler. Læderet kan farves i forskellige nuancer i bade med anilinfarvestoffer, der let binder sig til den garvede hud, trænger ind i læderet og gennemfarver det. Yderligere kan det anilinfarvede læder påsprøjtes farve eller lak, som lægger sig på overfladen og giver det en bedre beskyttelse.