Lydmur, barriere, som man indtil 1947 troede, der var mod flyvning med overlydshastighed, idet man mente, at fly ikke kunne overvinde den kraftigt forøgede luftmodstand, der opstår ved hastigheder tæt på lydhastigheden (Mach 1).
Imidlertid fløj Charles "Chuck" Yeager 14.10.1947 med minimum Mach 1,07 i sin raketdrevne Bell X-1, og siden hen har supersonisk flyvning været dagligdags. Se også overlydsfly og flyvemaskine - historie.
De chokbølger, der opstår i luften omkring fly ved overlydshastighed, høres som brag, når bølgerne når jordoverfladen.
Den amerikanske pilot Jacqueline Cochran (ca. 1906-80) blev den første kvinde, der gennembrød lydmuren solo, da hun den 18.5.1953 i en canadisk F-86 Sabre Jet passerede denne i luften over Californien. Yeager bistod hende i et ledsagefly. Præcis 65 år efter Yeagers bedrift, 14.10.2012, foretog østrigeren Felix Baumgartner (f. 1969) et spektaktulært udspring fra en rumkapsel i stratosfæren i 39 kilometers højde og blev det første menneske, der brød lydmuren uden for et mekanisk fartøj. Under sit frie fald nåede han en tophastighed på 1.342 km/h, svarende til Mach 1,24.
Se også aerodynamik og flyvemaskine.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.