Faktaboks

Felix Baumgartner
Født
20. april 1969

Felix Baumgartner. Foto fra 2013.

.

Felix Baumgartner er en østrigsk faldskærmsudspringer og base jumper. Han begyndte tidligt at springe i faldskærm og har vedvarende sat sig nye mål. Han har bl.a. sprunget ud fra Petronas Towers i Malaysia (1999), verdens dengang højeste bygning (452 m), i 2003 krydsede han Den Engelske Kanal i frit fald, svævende vha. en vinge af carbonfibre, og i 2007 sprang han ud fra Taipei 101, en 508 m høj bygning i Taipei. Felix Baumgartner satte sig det mål at sætte fire verdensrekorder i samme spring: den højeste bemandede ballonflyvning, den højeste hastighed under et frit fald, et udspring fra den største højde, samt det længstvarende frie fald.

14.10.2012 foretog han et spektakulært, dristigt og langtfra ufarligt udspring, da han med en heliumballon steg op i 39 kilometers højde (hvilket er i stratosfæren) og sprang ud. Springet resulterede i, at han blev det første menneske, der brød lydmuren uden for et mekanisk fartøj. Tophastigheden var 1.342 km/h, svarende til Mach 1,24.

Med dette spring slog Felix Baumgartner tre af de fire rekorder; han manglede 17 sekunder i at nå sin mentors, Joseph Kittingers (f. 1928), rekord på 4 min. 36 sek. i frit fald i hans historiske udspring 16.8.1960. Begivenheden tiltrak sig verdensomspændende opmærksomhed; således slog den rekorden for antal live-streamingerYouTube, idet ca. 8 mio. mennesker valgte at følge vovestykket dér, mens det stod på.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig