liturgiske klæder

Liturgiske klæder. Den sorte dragt med pibekrave, som folkekirkens præster bærer, er en modificeret udgave af borgerstandens almindelige mandsdragt fra 1500- og 1600-t. Ålholm Kirke i Valby, København; 1998.

.

Liturgiske klæder, beklædningsgenstande, der bæres af præster og andre med liturgiske funktioner under gudstjenester og kirkelige handlinger i kristne kirker. Det oprindelige formål var at markere forskellen mellem liturgi og verdslig dagligdag.

Ortodokse kirker

Både diakon, præst og biskop bærer over præstekjolen en messeskjorte, sticharion, svarende til de vestlige kirkers alba. Ved ærmerne bindes manchetter, epimanikia. Diakonens særlige kendemærke er stolaen, orarion, der symboliserer englens vinge, og hvis endestykke han løfter op, når han messer bønnerne. Præstens stola, epitrachelion, er fæstnet omkring halsen og løber ned fortil i to sammensyede baner som et slags forklæde. Den er et billede på nåden, der udgydes over præsten under udførelsen af den hellige tjeneste. Over stichariet bærer præsten felonion, en messehagel, ofte med farver på gylden baggrund, mens biskoppen er iført sakkos, en kjole i pragtfuldt stof. Over skuldrene ligger en bred og stofrig stola, omoforion, der dækker hele overkroppen og løber ned i en bane foran på venstre side. Dette biskoppelige kendemærke, der svarer til det latinske pallium, er symbol på det vildfarne får, som hyrden bærer på sine skuldre. Brystkors, omgivet af to ikoner i medaljonform, bæres ligeledes af biskopper. Mitra, en krone smykket med medaljoner og kostbare stene, bæres af biskopper og særlig værdige præster. Bispestaven, rabdos, er korsformet og som et symbol på visdom slangeprydet over håndgrebet. Biskoppens ceremonialornat består af mandyas, en stofrig violet kappe, og kamilauchion (russ. klobuk), en cylinderformet hat, forsynet med et flor eller crepeslør, der falder ned over ryg og skuldre.

Den romersk-katolske kirke

Lægfolk, der fungerer som ministranter i messen, andre gudstjenester eller sakramentsforvaltning, bærer normalt skulderdug, amictus, og en fodlang, hvid alba, som holdes sammen af et bælte, cingulum. Herudover bærer diakonen dragten dalmatica og stola (på skrå over venstre skulder), mens præsten bærer messehagel, casula, og stola (omkring halsen). Foruden præstens dragt bærer biskoppen ring, brystkors, kalot og bispehue (mitra). En ærkebiskop, metropolit, bærer desuden pallium, et hvidt bånd med sorte kors, som bæres over skuldrene. Stola og messehagel anvendes i de til lejligheden passende liturgiske farver. Ved andre ceremonier end messen, fx dåb, bryllup og begravelse, kan anvendes korkåbe, pluviale.

Evangeliske kirker

Ved Reformationen afskaffede lutheranerne ikke messeklæderne ved gudstjenester (bispekåbe, messehagel, alba, også kaldet messeskjorte), blot måtte de ikke længere indvies; visse steder i den danske folkekirke bruges den hvide messeskjorte ved dåb og overalt ved ordination. Derimod afskaffede man korkåben og gik over til at prædike i egne klæder. Heri ligger oprindelsen til den danske præstekjole eller ornat (lat. ornatus 'dragt') bestående af kjole af sort klæde med vinge (en slags stivet revers) og pibekrave, svarende til den borgerlige mandsdragt i 1500- og 1600-t., kun let forandret gennem tiden.

Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle præsterne i Danmark-Norge bære ornat ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Endvidere har evangelisk-lutherske frimenighedspræster, der må holde gudstjeneste i folkekirkens kirker, tilladelse til at bære ornat. Ifølge en kgl. forordning fra 1683 har teologiske doktorer ret til at bære ornat (også uden at være ordinerede) med sort fløjl på vinge og forstykke. Bispernes ornat er ifølge samme forordning af sort silke med fløjl på vinge og forstykke, mens kgl. konfessionarius og Københavns biskop bærer ornat udelukkende af sort fløjl.

Liturgiske farver

Der er i folkekirkens ritualbøger intet foreskrevet om messehagelens og alterbordsforhængets farver. Traditionelt var farven tidligere rød. Ca. 1925-50 bredte skikken sig efterhånden at markere kirkeårets perioder med de liturgiske farver, der anvendes i den katolske kirke. Hvid og gylden (lys, hellighed) til jul og påske, rød (blod, ild) på Skt. Stefans dag og til pinse, violet (bod) til advent og faste, grøn (vækst) til helligtrekongers- og trinitatistiden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig