litteraturpædagogik

Litteraturpædagogik, Litteratur har altid været fortalt og skrevet for tilhørere og læsere, ikke for formidlere. Først med romantikken gjorde man sig i Europa egentlige litteraturpædagogiske overvejelser: Original og oprindelig digtning kunne nære og udvikle personlig og national identitet, mødet med kunsten og kunstneren åbne sindet for dybere indsigter.

Hverken særlige kundskaber eller færdigheder i at analysere og fortolke forudsættes for at forstå og opleve litteratur, men at der er et formidlende sigte i hele litteraturforskningens udvikling ses tydeligt i genrer som litteraturhistorie, forfatterbiografi og litterær kritik.

Litteraturpædagogik kan i mere moderne forstand forstås som overvejelser over litteraturundervisning, ofte med tilknytning til litteraturforskningens discipliner. Litteraturpædagogikken beskæftiger sig også med formidlerens placering mellem tekst og elev. De elementære litteraturpædagogiske aktiviteter er nu som i den antikke retorik at genfortælle, karakterisere, sammenligne, fortolke, argumentere og vurdere.

Målet er psykologisk og æstetisk åbenhed og kritisk sans. Litteraturpædagogiske overvejelser kan indgå i de første skoleårs læsetræning og sprogudvikling samt i fremmedsprogsundervisningen.

Se også dannelse.