Dannelse. Dannelse er ikke alene et produkt af boglig lærdom. Den er i lige så høj grad et resultat af det praktiske arbejde i værkstedet og hjemmet, som det fremgår af dette anskuelsesbillede, der er brugt i iagttagelsesundervisningen for mindre børn i de første årtier af dette århundrede. Hos Smeden er et farvelitografi udført i 1879 af maleren Carl Ludvig Petersen (1824-1900).

.

Dannelse er en betegnelse for dels en pædagogisk norm, dels en social norm.

Som pædagogisk norm bruges dannelse om valg af indhold i opdragelse og undervisning. Som social norm udpeger dannelse en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet.

Dannelse som pædagogisk norm

Begrebet dannelse henviser dels til den proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, og til resultatet af denne proces, som formodes at have ført til en dannelse af personligheden i den ønskede retning. Valg af undervisningsindhold med henblik på at forme personligheden — som regel i overensstemmelse med et bestemt samfunds- og menneskesyn og et dermed forbundet dannelsesideal — er det oprindelige formål med den pædagogiske dannelsestænkning. Dannelsesprocessen får sin særlige karakter derved, at det ikke er et passivt stof, der skal dannes, men et aktivt væsen af samme art som opdrageren, blot med en anden individualitet. En god dannelsesproces er derfor ikke et resultat af tvang, men forudsætter tværtimod et ønske om at blive dannet.

I den pædagogiske litteratur deles de forskellige teorier om dannelse op i de materiale teorier, der understreger selve indholdet, og de formale teorier, der betoner personlighedspræget og de personlige kvaliteter som evnen til at tænke, udtrykke sig, løse problemer, tænke kritisk osv. Da der sjældent er tale om et enten-eller, er de to betragtningsmåder forsøgt samlet i begrebet kategorial dannelse, der i lige grad prøver at inddrage dannelsens materiale og formale sider. Den kategoriale dannelse stiller særlige krav til stof og indhold. Det skal helst fremstå i en prægnant form og samtidig spejle en større helhed. Derved opnås i material henseende, at stoffet "åbner" sig for eleven, og i formal henseende, at eleven "åbner" sig for det, der skal læres.

Dannelse er et af de vanskeligste pædagogiske begreber at få hold på; men det udtrykker en bestræbelse på at finde et undervisningsindhold, der udgør et samlet hele, og står derved i modsætning til usammenhængende informationer og ensidig specialisering rettet mod erhverv og ekstrem individualisering. Hvis en uddannelse ud over at kvalificere et individ som borger tillige skal danne et menneske, må den leve op til kravet om sammenhæng og helhed i indhold. Det er det, der menes, når vi fortsat taler om det "almene" indhold i dannelse og uddannelse. Det er også det, der menes, når vi taler om folkeskolen som en "ikke erhvervsrettet skole" og om gymnasieskolen som en skole, der foruden at være studieforberedende skal være "almendannende", en betegnelse i gymnasiets nuværende formålsparagraf, som oprindelig blev formuleret af nyhumanisten Johan Nicolai Madvig i 1850.

Historie

Den pædagogiske idéhistorie frembyder en lang række eksempler på forskellige kombinationer af menneskesyn, dannelsesideal og undervisningsindhold.

Antikkens dannelsesbegreb

I oldtidens Grækenland udviklede det klassiske paideia -ideal sig. Det byggede oprindelig på fagene gymnastik og musik, men hos sofisterne, Vesterlandets første egentlige lærere, blev grunden lagt til et sprogligt veltalenhedsideal, der brugte ordet som magtmiddel i overtalelsens tjeneste. Sofisterne byggede i deres undervisning især på fagene retorik og grammatik. Men med Sokrates og Platon formuleredes et nyt syn på mennesket som et primært tænkende fornuftsvæsen, og de betragtede sproget som et erkendelsesmiddel til opnåelse af indsigt. Platon lagde i dialogen Staten grunden til en ny paideia, baseret på et indhold for en højere undervisning, der gjorde selve menneskedannelsen, og ikke primært individets kvalificering, til undervisningens og opdragelsens egentlige formål. I modsætning til sofisterne opstillede han et andet og mere matematisk betonet indhold i form af en fagplan, der tillige udgjorde en trinfølge. Efter tallæren, aritmetik, fulgte geometri, astronomi og musik. Men alle disse fag tjente kun som en forberedelse til den disciplin, som han anså for kronjuvelen blandt alle videnskaber, dialektikken. Dette fag var for ham forudsætningen for den højeste grad af erkendelse, forstået som indsigt i idéernes verden. Denne idéverden var ikke tilgængelig gennem sansning, men kun gennem tænkning. Det var dialektikkens opgave at skærpe tænkningen til denne højeste grad af indsigt. Gennem sine egne arbejder, der alle var affattet i dialogisk form, demonstrerede Platon selv indirekte brugen af dialektikken.

De syv frie kunster

På længere sigt var det dog sofisternes sproglige veltalenhedsideal, der vandt udbredelse. I hellenistisk-romersk tid blev retorik, dvs. veltalenhed, dannelsens højeste mål. Indholdet blev fastlagt som de syv frie kunster — frie forstået som kendetegnende for en overklasse af frie mennesker — bestående af trivium 'stedet, hvor tre veje mødes', dvs. de sproglige discipliner grammatik, retorik og dialektik, samt quadrivium 'stedet, hvor fire veje mødes', dvs. de matematiske og reale discipliner, aritmetik, geometri, astronomi og musik. Man genkender i denne berømte fagrække inspiration fra både sofisterne og Platon. Romerne, bl.a. Cicero og Quintilian, overtog denne læreplan, som de anså for det bedste og mest alsidige grundlag for uddannelsen af den fremtidige taler. Men de gjorde den samtidig tosproget, så den omfattede både græsk og latin, og lagde langt større vægt på grammatikken, end grækerne havde gjort.

Kirkens indflydelse

Veltalenhedsidealet og den læreplan, der fremstod på baggrund heraf, blev overtaget af den romerskkatolske kirke og holdt sig som skoleuddannelsens dannelsesideal gennem hele middelalderen. Latin blev kirkens officielle sprog. Som en understregning af det religiøse element blev veltalenheden nu suppleret med fromheden, således at dannelsesidealet blev eloquentia et pietas, veltalenhed og fromhed. De syv frie kunster bevarede deres ydre form, men indholdet blev i løbet af middelalderen mere sprogligt-formalistisk med hovedvægt på grammatikken og især dialektikken. De frie kunster blev grundlaget for tidens teologisk-filosofiske retning, skolastikken, og andre videnskaber, især fra grundlæggelsen af universiteterne omkring 1200. Den dialektik, der nu dyrkedes, var Aristoteles' logik og metafysik.

Humanismen

Opgøret med senmiddelalderens skolastiske dannelsesidealer begyndte i renæssancen, hvis tanker, studia, bredte sig ud over Europa, senere under navn af humanisme. Humanismen havde rødder i antikken. Det græske ord for opdragelse, paideia, der også omfattede den personlige dannelse og kultur, var allerede af Cicero blevet erstattet med det latinske ord humanitas. Dannelse blev derved ensbetydende med opdragelse til humanitet, dvs. det, der vedrører mennesket, i modsætning til det guddommelige og det animale; hertil hørte fortrolighed med det specifikt menneskelige: sprog og kultur, dvs. historie, litteratur, kunst og filosofi, med andre ord den fagrække, vi i dag omtaler som humaniora. Respekten for det menneskelige førte i 1700-tallet i oplysningstiden til, at der i humanismens dannelsesbegreb indgik forestillinger om tolerance, menneskevenlighed og tanker om menneskerettigheder. Derved blev det humanistiske dannelsesbegreb på én gang en pædagogisk, moralsk og politisk norm.

Universel dannelse

Det humanistiske dannelsesideal, der altså i sin oprindelse var et opgør med middelalderens skolastik, kom dog selv hurtigt under anklage for ensidig sproglighed og grammatisk pedanteri. Kritikken førte til forsøg på reform af sprogundervisningen indefra. En første reformbølge søgte at knytte sprogundervisningen tættere sammen med undervisningen i de øvrige fag, som det bl.a. kom til udtryk i Erasmus af Rotterdams værker. Men de i pædagogisk henseende mest vidtrækkende reformer af sprogundervisningen blev skabt et århundrede senere af den tjekkiske pædagog Johann Amos Comenius under den anden humanistiske reformbølge. Han blev ophavsmand til den såkaldte universelle dannelse, der havde som mål: at lære alle alt og at gøre det så grundigt og alsidigt som muligt. Foruden at indføre nye metoder i sprogundervisningen tilstræbte han en konsekvent sidestilling af "ord" og "ting" i undervisningen. I den berømte lærebog Orbis pictus fra 1658 demonstrerede han overbevisende denne sidestilling. Den var både en introduktion til "sprogene", dvs. latin og modersmålet, og til "tingene", som omfattede hele den sansede verden. Den gamle fagplan, der byggede på de syv frie kunster, blev brudt op i tre nye faggrupper: sprogene, videnskaberne og kunsterne.

Den alsidighed og balance, der kendetegnede Comenius' dannelsesideal, blev ikke opretholdt i de efterfølgende århundreder. Der skete atter en stærk betoning af det sproglige element i undervisningen med latin som det vigtigste fag i læreplanen.

Nyhumanismen

Den tredje humanistiske reformbølge indtraf omkring 1800 under navn af nyhumanisme, denne gang begrænset til en reformbevægelse inden for den højere skole. Nyhumanismen udsprang af utilfredshed med undervisningen i latinskolerne, som på trods af tidligere reformforsøg havde fastholdt hovedvægten på en grammatisk-sproglig oplæring. Målet med undervisningen skulle være fortrolighed med den klassiske kultur som forbillede for eftertiden, herunder med dens sprog som en del af den kulturelle arv. Selvsyn (autopsi) og tekstlæsning blev derfor sat i højsædet i stedet for grammatisk oplæring. Nyhumanisternes nøglebegreb var ordet dannelse, forstået både materialt og formalt som en udviklet evne til at bringe orden i forestillinger og til selv at danne nye forestillinger: materialt ved kendskabet til den almene og æstetiske kultur gennem læsning af de klassiske tekster på originalsprogene, dvs. latin og for nyhumanisternes vedkommende især græsk, og formalt ved den karakterdannende virkning, der udgik fra lærestoffet; de klassiske sprog blev opfattet som en uforlignelig slibesten for forstanden.

Samtidig blev den "gamle" sprogskoles dannelse genstand for mere radikale angreb: et reformpædagogisk og et nationalromantisk.

Reformpædagogik

Den reformpædagogiske bevægelse, hvis repræsentanter alle gik til angreb mod "bogskolen", begyndte allerede i oplysningstiden med bl.a. Rousseau. I Émile (1762) betonede han med overbevisende kraft barnets naturlige udvikling og sanseopdragelsen, og Émile skulle tillige lære sig et håndværk. Ud over disse træk tilførte han dannelsesbegrebet et kulturkritisk element, der stadig indgår som en væsentlig bestanddel af et nutidigt begreb om dannelse. I 5. bog af Émile, også kaldt Sophie, beskrev han tillige pigeopdragelsen, der afveg radikalt fra den opdragelse, der blev Émile til del. Den britiske filosof og pædagog Herbert Spencer slog i bogen On Education (1861) til lyd for at lægge den biologiske nytte til grund for opdragelsen, dvs. den nytte, der tjener til menneskets overlevelse som biologisk artsvæsen. Et moderne fag som miljølære ville være faldet helt i Spencers smag. Han opstillede et opdragelsesprogram, der stærkt afveg fra tidens herskende sproglige.

Den amerikanske filosof og pædagog John Dewey, der også var inspireret af den biologiske videnskabs landvindinger, valgte at anskue mennesket som et handlende og problemløsende væsen, der befinder sig i en fortsat aktiv-passiv tilpasningsproces i forhold til omgivelserne. Deweys dannelsessyn førte til en pædagogik, der først og sidst betonede tilegnelsen af metode, dvs. en problemløsningsmetode, af andre senere omsat til en projektmetode. Retningslinjerne for sin problemløsningsmetode redegjorde han for i bogen How We Think (1910). En dybtgående fremstilling af sin pædagogik gav han nogle år senere i den amerikanske progressivismes hovedværk Democracy and Education (1916), et kulturfilosofisk værk, hvor han knyttede uddannelse og demokrati sammen som hinandens forudsætninger.

Endelig undsagde tyskeren Georg Kerschensteiner i begyndelsen af 1900-tallet det gamle begreb "almendannelse" med den begrundelse, at tyngdepunktet her lå i det boglige og kundskabsmæssige. Som mål for dannelse opstillede han i stedet "den brugbare statsborger", og midlet, der skulle føre frem til dette mål, beskrev han som "arbejdsskolen", hvor vægten blev lagt på de manuelle håndværksfag. Han fremhævede den opdragende virkning, der udgik fra disse fag, og begrundede deres værdi ud fra såvel sociologiske som psykologiske overvejelser. Det var en færdighedsskole snarere end en bogskole, han ønskede. Han beskrev arbejdsskolens mål og mening som "med et minimum af kundskaber at udløse et maksimum af færdigheder".

Nationalromantikken

Også repræsentanterne for den nationalromantiske bevægelse angreb den lærde skoles dannelsesideal og ønskede i stedet vægten lagt på modersmålet, den nationale historie og litteratur. Bevægelsen hører 1800-tallet til, og den fik i kraft af N.F.S. Grundtvig stor gennemslagskraft i Danmark. I sine skoleskrifter fra 1830'erne rettede Grundtvig sin kritik mod latinskolen, som han kaldte "dødens skole", og ønskede den erstattet med "livets skole", dvs. en skole for det borgerlige og folkelige liv, baseret først og fremmest på modersmålet. For "da nu Modersmaalet baade i sig selv er Folkelivets Sjæl og er Tale-strømmen, som enten forbinder os med eller adskiller os fra Folket, saa er Brugen, Behandlingen og Oplysningen af Modersmaalet paa den Danske Høiskole i alle Maader Hovedsagen, saa forfeiles eller forfuskes den, da hjelper alt andet igrunden slet ikke, men redder og reiser kun Modersmaalet sig, da staar alt andet Dansk til Opreisning". Den "danske Høiskole" tænkte han sig placeret i det gamle ridderakademi i Sorø. Den skulle være en skole for "det Levende, det Fælles og Almindelige". Det er især hans forkærlighed for folk og folkelighed, der leder tanken hen på indflydelsen fra romantikken. Men denne indflydelse inspirerede ham til en original udlægning af hævdvundne pædagogiske begreber som oplysning, dannelse, dannelsesindhold og metode.

Nutidens dannelsesbegreb

Set i et idéhistorisk tilbageblik har det pædagogiske dannelsesbegreb altid været brugt til at rette op på en eller anden form for ensidighed. En fremtidig forvaltning heraf omfatter derfor også spørgsmålet om at finde frem til den rette balance i dannelsesindholdet mellem de sider i dannelsesbegrebet, som ovenstående gennemgang har afdækket: balancen mellem det tænkende og det handlende, det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske. Man kan i den forbindelse minde om Wilhelm von Humboldts definition af dannelse som "den højeste og mest afbalancerede udvikling af mennesket".

Dannelse som social norm

Begrebet dannelse som social norm beskæftiger sig med dannelsens ydre fremtrædelsesformer, og opmærksomheden rettes imod bl.a. den personlige kultur, således som den viser sig i en vis viden, smag, livsførelse og adfærd. Der vil naturligvis ofte være en forbindelse mellem dannelse som pædagogisk og som social norm, idet det pædagogiske indhold i reglen efterlader et præg i personligheden, også selvom selve stoffet er glemt. Heraf den humoristiske definition af dannelse som det, der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Men der behøver ikke være en sådan forbindelse, idet også personer med ingen eller kun lidt formel skoling kan udvise en høj grad af social dannelse. Der tales i den forbindelse om en "hjertets dannelse", dvs. en dannelse, der med kilde i selve personligheden finder udtryk i en ønskelig adfærd. Omvendt kan den "halvdannede" udvise en sådan stolthed over sin sparsomme og ufordøjede viden, at det uvilkårligt kalder på omgivelsernes overbærenhed. Fx udpegede oversætteren Mogens Boisen i sin tid sætningen "Italia terra est", den første sætning i en hyppigt anvendt latinsk lærebog for begyndere, som den latinske halvdannelses væsentligste indhold.

Dannelse som social norm træder særlig tydeligt frem, hvis man i stedet for at gå ud fra en personlig beskaffenhed går ud fra en bestemt samfundsgruppe eller -klasse som den, der sætter normen for, hvad dannelse er. En kulturel elite kan fx i kraft af fælles skoling, fælles viden, fælles smag og fælles interesser opkaste sig selv eller blive udpeget af andre som "de dannede" i samfundet. Når dannelsesbegrebet i perioder er kommet i miskredit, skyldes det mere end noget andet denne kombination af fælles formel uddannelsesbaggrund, gruppetilhørsforhold og eventuel følen sig bedre end andre samfundsgrupper. Sådanne grupperinger er dog ikke nødvendigvis begrænset til en kulturel elite. Også andre sociale konstellationer kan komme på tale. Som historiske eksempler kan nævnes ridderopdragelsen i middelalderen, den engelske gentlemanopdragelse, der kulminerede i 1800-tallet, samt pigeopdragelsen i dens mangeartede historiske fremtrædelsesformer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig