Liljefamilien, Liliaceae, familie med 15 slægter og mere end 600 arter af enkimbladede flerårige urter i liljeordenen, udbredt i de køligt og varmt tempererede områder på den nordlige halvkugle. Ud over den faste skematiske struktur i blomsterne (seks blosterblade i to kranse, seks (eller tre) støvbærere i to kranse, frugtanlæg med tre frugtblade) og nektardannelse på de oftest brogede blosterblade har liljefamilien bladene placeret på den oprette stængel, løg med kun skælagtige løgskæl og undersædige blomster. De vigtigste slægter i familien er Fritillaria, guldstjerne, hundetand, lilje og tulipan.

Nyere forskning, især anatomiske og kemiske studier, har bevirket, at liljefamilien nu defineres langt snævrere end tidligere, hvor blomstens opbygning blev anset for at være et vigtigt fællestræk, fx henførtes Hyacinthaceae, løgfamilien og konvalfamilien tidligere til liljefamilien, men er nu inkluderet i aspargesordenen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig