løg - fx tulipanløg

Løg, bulbus, kort skud med tykke, saft- og næringsfyldte blade, der sidder tæt samlet på en kort stængel, som kan være fladt kuppelformet, løgkagen. De yderste blade er ofte udtørrede, pergamentagtige og beskytter mod udtørring. Undertiden er det kun bladfødderne, der er tykke og danner det opsvulmede organ (bl.a. hos løgslægten), mens den øvrige del af bladet udvikles som en normal fotosyntetiserende bladplade. I andre løg er bladene alle af lavbladstypen og består kun af den opsvulmede bladfod (fx tulipan).

Når lavblade eller bladfødder omslutter stænglen og de yngre blade helt, betegnes løget et kappeklædt løg, bl.a. tulipan og alm. løg; ved oversnitning på tværs dannes løgringe.

Hos andre løg er lavbladene talrige, små og skælformede og dækker kun en lille del af løgets periferi (fx liljer). Et sådant løg betegnes et skælklædt løg.

Oplagsnæringen i løget bruges til næste års spiring, hvorefter et nyt løg atter opbygges inde i det gamle.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig