Levit er et medlem af en gammeltestamentlig-jødisk præstegruppe, der i nogle tekster, fx 2. Mosebog, 6,16 ff., kaldes efterkommere af patriarken Jakobs søn Levi (1. Mosebog, 29,34) og dermed én af Israels tolv stammer. Som den eneste af stammerne besad levitterne ikke land, fordi de skulle tage sig af gudsdyrkelsen. De fik dog 48 byer, de såkaldte levitbyer (4. Mosebog, 35,1-8).

Overleveringen om levitterne i Det Gamle Testamente er meget forskelligartet. I 2. Mosebog, 32,25 ff. stiller levitterne sig på Moses' side i kampen mod den illegitime gudsdyrkelse ("guldkalven"), og Moses gør dem derefter til præster for Herren. Samme billede af levitterne giver 5. Mosebog, 33,8-11.

Den kultreform, der gennemførtes under kong Josijas, gjorde templet til det eneste legitime kultsted og førte til nedlæggelse af alle andre helligdomme i riget. Levitter fra disse helligdomme optræder derefter som underordnet tempelpersonale i Jerusalem (dørvogtere, 1. Krønikebog, 9,17; sangere, 1. Krønikebog, 9,33).

Levitterne nævnes nogle steder i Det Nye Testamente som en stand ved siden af præsterne (Lukasevangeliet, 10,32, i lignelsen om Den barmhjertige samaritan, og Johannesevangeliet, 1,19), mens Hebræerbrevet (kap. 7) omtaler Det Gamle Testamentes levitter som fuldgyldigt præsteskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig