labyrinthodonter

Labyrinthodonter, Labyrinthodontia, uddød gruppe af padder; kendes som fossiler fra alle verdensdele. Den ældste form er Ichthyostega; den yngste slægt, Sinobrachyops, uddøde for ca. 170 mio. år siden i Mellem Jura.

Labyrinthodonter har navn efter den stærkt foldede (labyrintagtige) tandemalje, et karaktertræk, de deler med en gruppe inden for kvastfinnede fisk, osteolepiformerne, med hvilke de er nært beslægtede. Det var store dyr, ofte mere end ¹/₂ m lange. På de store, brede hoveder sad øjnene på den flade overside. Benene var korte, og dyrene levede som rovdyr i sumpe og langs flod- og søbredder; visse arter, fx den 2 m lange Eryops, kunne dog bevæge sig på land.

Labyrinthodonternes storhedstid var Karbon og Perm, hvor de var den artsrigeste gruppe af firbenede dyr. Den gav ophav til springpadder og krybdyr, til hvilke arten Seymouria ofte regnes; den kan dog ligeledes systematiseres som en labyrinthodont, da gruppen er svær at afgrænse og sandsynligvis ikke er en naturlig slægtskabsgruppe.