kvinder i islam

En del af det islamiske tekstkorpus behandler kvinders status og forholdet mellem kønnene, og har haft indflydelse på muslimske kvinders reelle samfundsmæssige stilling igennem historien. I Koranens kapitler er kvindens stilling omtalt på forskellige måder. Nogle kapitler refererer til konkrete episoder, hvor først og fremmest profeten Muhammeds hustruer og andre kvinder fra profetens tid optræder. Kvindeskikkelserne har antaget karakter af forbilleder for senere tiders muslimske kvinder. De episoder, hvor kvinderne har en central rolle, giver ikke noget entydigt billede af kvindernes status, og de bærer præg af, at 600-tallets Arabien var et samfund med mange forskellige ægteskabsformer og stor variation i kvinders autonomi og indflydelse.

Andre kapitler i Koranen omfatter ansatser til regler for ægteskab, skilsmisse, arveret og lignende, der mere direkte regulerer den sociale orden mellem kønnene. Her vidner favoriseringen af polygami og af mænds kontrol over kvinder om, at et entydigt hierarkisk forhold mellem kønnene var på vej til at blive udbredt. Endelig kan andre kapitler i Koranen læses som et etisk budskab, der også implicerer forholdet mellem mænd og kvinder. I de kapitler bliver kvinder tiltalt direkte, og der lægges op til moralsk og spirituel lighed mellem kønnene.

Der er også senere islamiske tekster, som har haft stor betydning for kvindernes stilling i muslimsk dominerede lande. Det gælder især lovteksterne, som langt mere definitivt end Koranen regulerer kvindernes status i spørgsmål om ægteskab, skilsmisse, arve- og ejerforhold. De islamiske lovtekster blev nedfældet mellem 700-tallet og 900-tallet under det abbasidiske kalifat. Nogle historieforskere har påpeget, at det abbasidiske samfund var præget af et restriktivt og negativt kvindesyn. I hvert fald institutionaliserer lovteksterne mændenes kontrol over kvinderne og mændenes forrang frem for kvinderne i en lang række praktiske forhold.

Der kan iagttages store variationer i muslimske kvinders reelle samfundsmæssige stilling over tid og mellem by- og landsamfund, såvel som mellem forskellig sociale lag. Samtidig kan man sige, at der er nogle bestemte temaer, som har været aktuelle i alle samfund præget af islam. Det gælder segregering eller adskillelse af kønnene og vægtningen af et komplementært forhold mellem kønnene. Graden og omfanget af segregering og af vægtning af forskellighed afhænger af klasse, tid og sted.

Islamiske forskrifter præger fortsat lovgivningen i mange muslimske lande, og de fleste steder spiller de en rolle for hverdagspraksis og sociale normer. Islamisk familielovgivning giver for eksempel ikke kvinder samme adgang til skilsmisse som manden, i de fleste familier gives døtre mindre frihed end sønner i hverdagen, og normer dikterer, at kvinder ikke bor alene. Men kvindens status er samtidig blevet sat til diskussion i muslimske lande, ligesom andre steder, hvor der er sket en moderne udvikling. I mange muslimske lande er udviklingen af modernitet blevet præget af den europæiske kolonisering. Det har betydet, at debatten om den muslimske kvindes status ligesom mange andre samfundsmæssige emner er blevet blandet sammen med den nationale og antikoloniale diskussion. På den baggrund bliver kvinden i moderne muslimsk debat ofte tillagt en rolle som kulturbærer og garant for islamisk integritet.

Det kommer for eksempel til udtryk i spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan muslimske kvinder skal tildække sig. I Mellemøstens offentlige debat høres der argumenter for tildækning, der går på, at kvinder og kvinders seksualitet skal gemmes af vejen, fordi de distraherer mænd og dermed skaber fitna eller kaos i det offentlige rum. Det er et traditionelt islamisk argument, som kan spores tilbage i historien. Andre argumenterer for, at tildækning er udtryk for undertrykkelse af kvinder, og at islam ikke skal spille en rolle for kvindens samfundsmæssige status. Den form for argumentation bliver af mange anset for at være vestlig og antiislamisk. Atter andre går ind for, at kvinder skal tildække sig, men lægger afstand til de traditionelle begrundelser og det kvindesyn, der anser kvinders tilstedeværelse i det offentlige rum for problematisk. De anfører i stedet, at tørklædet tjener som en markering af, at man ønsker at følge Guds anvisninger, og som et nødvendigt bolværk mod en modernisering af vestligt tilsnit. Den form for argumentation høres ofte fra kvindelige islamister.

Den islamistiske strømning, som har udviklet sig i det seneste århundrede, har i det hele taget givet anledning til nye fortolkninger af den muslimske kvindes rolle i samfundet. Et af strømningens dogmer er, at man skal tage udgangspunkt i Koranen, og nogle af dens fortalere forkaster senere fortolkninger i blandt andet lovteksterne. Det har åbnet mulighed for nye læsninger af kvindernes stilling. Islamister har således udviklet et argument om, at kvinder har pligt til at uddanne sig, og det har været med til understøtte 1900-tallets nok største landvinding for kvinder i den muslimske verden: adgangen til uddannelse. De islamistiske fortolkninger peger dog ikke i nogen entydig retning; de omfatter både argumenter, der fremmer kvindernes status, og argumenter, som cementerer kvinders underordnede position i forhold til manden. Selvom markante kvindelige islamister argumenter for kvindernes ligestilling på arbejdsmarkedet og øget politisk indflydelse, har den fremherskende islamistiske strømning ikke en entydig holdning hertil. Især den islamiske familielovgivning, der forfordeler kvinder på en lang række områder, har vist sig vanskelig at tage op til dyberegående revision.