kristenretter

Kristenretter, nordiske middelalderlove, der regulerede kirkelige forhold. Kristenretterne foreskrev troslæren, hvilke pligter og rettigheder der påhvilede sognebørnene, ikke mindst dem, der ejede kirker.

I Norge indledte kristenretten landsloven og byretten, og den nævnes i traditionen om Olav den Hellige, der skulle have indført den ca. 1020. Den norske kristenret var præget af kanonisk ret; den varierede lidt fra stift til stift og inkluderede Færøerne. Først omkring 1600, altså lang tid efter Reformationen, blev den erstattet af egentlige kirkelove.

I Sverige blev kristenretten optaget i landskabslovenes kyrkobalk med regler for præsternes retslige stilling; på visse områder gjaldt den helt frem til den nye landslov i 1734.

Island fik den ældre kristenret i 1122-32. Foruden troslæren angav den, hvilke sager der hørte under landets to bisper. I den yngre kristenret fra 1275 afspejles striden mellem de høvdinge og præster, der ønskede den gamle ordning videreført, og dem, der sammen med den norske konge og ærkebispen i Trondheim krævede større gejstlig indflydelse på kirkegodset.

I Danmark kendes ingen kristenret. Derimod blev en sjællandsk og en skånsk kirkelov udstedt i 1170'erne. De fastsatte den verdslige side af forholdet mellem kirke og samfund, deriblandt tiendebetalingen, mens de åndelige forhold blev overladt gejstligheden.