korrosionsbeskyttelse

Konstruktive forholdsregler samler sig om at eliminere de steder, hvor vand og snavs kan samle sig. Ombøjede metalplader må drænes, og passende fald etableres. Master skal løftes fri af jorden og fx boltes fast i et veldrænet betonfundament. Hule konstruktioner må anbores, for at kondensvand kan løbe bort.

I lukkede rum er det vigtigt med udluftning, så den relative luftfugtighed kan holdes lav, helst under 60 %.

Renlighed er vigtig, da de punktangreb, der skyldes tildækning med snavs, kan hæmmes ved vask. Vinterens vejsalt, som er kritisk for alle køretøjer, kan fjernes ved undervognsvask.

Konstruktøren bør endvidere sikre sig mod, at metaller, der står langt fra hinanden i spændingsrækken, kommer i elektrisk ledende kontakt.

De sårbare overflader kan dækkes ved lakering, emaljering og maling. Grundmalingen kan indeholde et aktivt pigment, der beskytter metallet mod korrosion, selvom små mængder vand og ilt diffunderer gennem malingen. Dækmalingen skal hæmme gennemtrængningen af vand og ilt og tilføre anlægget dets farvekarakter. Mønje, som i tidens løb har løst mange beskyttelsesopgaver, afløses nu af grundmalinger på alkyd-, klorkautsjuk-, epoxy- og zinksulfatbasis; dækmalinger kan vælges blandt de samme malinger. Mange genstande, fx køretøjer og køleskabe, kan behandles med ovntørrende lakker og emaljer, evt. ad flere gange.

Stålblik til konserves, læskedrikke og malevarer kan beskyttes ved fortinning, afsluttet med lakering. Aluminiumlegeringer kan dækkes ved påvalsning af rent aluminium, evt. på begge sider (Alclad).

Jern og stål kan beskyttes ved forzinkning. Beskyttelsen er både mekanisk og galvanisk, idet en beskadigelse af zinklaget fører til dannelse af et galvanisk element med den store zinkoverflade som anode, mens det blottede jern er katodisk beskyttet. Aluminium kan beskyttes ved anodisering.

Katodisk beskyttelse etableres ofte på sårbare stålkonstruktioner i jord eller vand. Fx kan et skibs blottede stålaksel beskyttes ved montering af zinkanoder i skibets agterstavn.

De hule, svejste stålkasser, der danner kørebanerne på den nye Lillebæltsbro (1970), er ikke behandlet indvendig mod korrosion. I stedet er broen opdelt i lukkede sektioner, der holdes så tørre, at rustdannelse ikke kan finde sted. Hver sektion har et aggregat, der til stadighed suger den indvendige luft gennem et fugtabsorberende filter, der med mellemrum varmes op, så dets vandindhold drives ud i fri luft. Farø- og Storebæltsbroen er beskyttet på lignende måde. I fx skabe og mindre rum kan luftfugtigheden holdes lav vha. tørremidler som silikagel, fosforpentaoxid og calciumklorid.

Inhibitorer er stoffer, som i små koncentrationer kan nedsætte eller helt forhindre korrosionsangreb. En stærkt fortyndet opløsning af chromat eller nitrit (ca. 0,01-0,02 vægtpct.) beskytter fx ståloverflader ved dannelsen af passive film, og nitrit-benzoat-blandinger har vist sig at yde god beskyttelse i automobilkølere.

De såkaldte dampfaseinhibitorer (VPI) er udviklet for at forebygge atmosfærisk korrosion. Det drejer sig om organiske stoffer, der ved adsorption danner beskyttende film på nære genstande. Reservedele i lukkede lagerrum kan beskyttes på denne måde, eller de kan pakkes i papir, der er imprægneret med en passende inhibitor.