klovn

Klovn.

.

Pjerrot.

.

Klovne i Svendborg under den internationale klovnefestival 2010.

.

Klovn, morsom figur, der specielt optræder i cirkus. Klovnen har rødder i commedia dell'arte-traditionen. Tilsvarende figurer kendes også i andre kulturer, bl.a. Kina, Indien, Bali og Egypten.

Faktaboks

Etymologi
Ordet klovn kommer af engelsk clown, opr. 'bondsk person', vist af latin colonus 'bonde'.

Harlekin, der er klovnefiguren i ældre komedier, bar sort maske. Han har en forløber i slavedummepeteren Maccus, som optræder i satyrspillene, der blev opført i byen Atella ved Napoli (se atellaner). Da Harlekin i 1700-t. blev den elegante, sværmeriske elsker og lapperne på hans tøj stiliseret til et mønster, overtog Pjerrot hans rolle som klovn. Denne Pjerrot kan føres tilbage til den italienske markedsbajads Pagliaccio, der optrådte i hvid, langærmet bondebluse i overstørrelse, hvidmalet i ansigtet og med tonsur for at markere skaldethed. Pjerrotfiguren fik sin klassiske udformning gennem en række fremragende Pjerrotfortolkere på Théâtre des Funambules i Paris (grdl. 1816) med Jean-Gaspard Deburau som den mest kendte.

I engelsk pantomime optrådte en figur, clown, som spillede en sekundær rolle, indtil Giuseppe Grimaldi (1710-1788) og sønnen Joseph (1778-1837) bragte figuren frem i første række. Giuseppe Grimaldi var indvandret italiener og havde optrådt på markedspladser i Italien og Frankrig, før han kom til England. Hans clown stod sandsynligvis mere i gæld til commedia dell'arte end til ældre engelsk clown-tradition. Grimaldierne spillede en vigtig rolle for skabelsen af den moderne cirkusklovn, men optrådte ikke selv i cirkus.

De første cirkusklovner var nærmest Pjerrotter til hest, indtil den akrobatiske klovn blev skabt i fransk cirkus med Louis Auriol (1806-96) som den mest kendte. Da Pjerrot i cirkus blev til den elegante, hvide klovn, opstod augusten som hans mere bondske modstykke. Den hvide klovn, repræsentant for autoritet og fornuft, fik sin klassiske udformning af italieneren Antonet (egl. Umberto Guillaume, 1872-1935). Af kendte auguster kan nævnes Grock og Charlie Rivel. Desuden kan der optræde en kontra-august, spidsborgeren i kjolesæt og høj cylinderhat som i den berømte fransk-italienske klovnetrio Brdr. Fratellini bestående af Albert, François og Paolo Fratellini.

Klovneentréer som Det knuste spejl eller Wilhelm Tell former sig som komiske, ofte grovkornede optrin på musikalsk baggrund med vittig dialog og stor vægt på det mimiske. Hos nogle af klovnefagets største udøvere som Grimaldi og Antonet er der tillige tale om satire. Af forskellige klovnetyper kan nævnes taleklovnen, den musikalske klovn og repriseklovnen, der parodierer de forudgående numre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig