kammergrav

Kammergrav, gravtype, hvis rum kan være opbygget af sten eller træ. I kammeret skulle der være plads til afdøde og eventuelle gravgaver.

Kammergrave er blevet anvendt fra oldtiden, således kendes de tilbage til Oldegypten. I Grækenland brugtes de i mykensk tid (ca. 1550-1100 f.Kr.), i arkaisk tid på visse af de græske øer og igen i Makedonien fra 300-t. f.Kr. I Etrurien kendes de fra ca. 700 f.Kr. og ned i hellenistisk tid; i Syditalien brugtes kammergrave fra arkaisk tid, bl.a. i Pæstum med de lukanske grave, mens de i Romerriget blev brugt i republikansk tid og kejsertid.

Uden for Middelhavsområdet kendes kammergrave med rigt udstyrede begravelser fra den tidlige bronzealder både ved Kaukasus (se Majkop) og i Mellemeuropa inden for Aunjetitz-kulturen.

Karakteristisk for Hallstatt-kulturen nord for Alperne ca. 700-500 f.Kr. er fyrstebegravelser i kammergrave med bl.a. vogne som ved Heuneburg, Eberdingen-Hochdorf og Vix. Meget store kammergrave af træ kendes fra samme tid ved Kaukasus og i Sibirien (se Pazyryk).

Fra vikingetiden kendes kammergrave i form af træbyggede gravrum, over hvilke der rejstes en høj. Det bedst kendte eksempel er kammeret i Nordhøjen i Jelling (se Jellingmonumenterne).