gravskik

Gravskik. Mange familiegravsteder var i antikken indrettet som mindre helligdomme, der lå langs en af byens centrale veje uden for bymuren. De kunne være smykket med relieffer af familien placeret i et lille tempel, naiskos. Relieffet her stammer fra Pytharchos' grav i den nordattiske deme Rhamnous og dateres til anden halvdel af 300-t. f.Kr.; det findes på museet i Rhamnous.

.

Artikelstart

Gravskik er måden at begrave de døde på i overensstemmelse med de forestillinger, der hersker i samfundet om menneskets skæbne hinsides livets afslutning.

Forhistoriske gravskikke

Arkæologiske undersøgelser af forhistoriske gravskikke vidner om, at der i fortiden ligesom i nutiden har hersket en mangfoldighed af trosforestillinger vedrørende døden. De ældst kendte begravelser i Europa og Nærorienten er mellem 100.000 og 40.000 år gamle og tilhører neandertalmennesket, hvis grave viser en udviklet omsorg for de døde.

I Danmark kendes først begravelser fra den senere del af ældre stenalder, dvs. ældre Ertebølle-kultur ca. 5400-4800 f.Kr. (se fx Bøgebakken). Mænd, kvinder og børn blev begravet med personlige ejendele; kvinderne med deres smykker. Også dyregrave kendes, oftest med hunde.

Med agerbrugets indførelse antager gravskikken forskellige former. I Nærorienten og i Østeuropa findes begravelser i forbindelse med bygninger, bl.a. i byhøje. I Vest- og Nordeuropa opførte man ca. 4500-3000 f.Kr. monumentale gravminder i form af langhøje med gravkamre bygget af sten eller træ, senere megalitgrave, i Danmark kendt som dysser og jættestuer. Gravskikken var udtryk for en forfædredyrkelse, der blev praktiseret, længe før de egyptiske kongegrave og pyramider rejste sig som mindesmærker over herskere med guddommelig status. Et skifte indtraf efter 3000 f.Kr. med fremkomsten af enkeltgravs- og stridsøksekulturerne, hvis gravskik var udtryk for nye samfundsmønstre og ritualer, der indebar individuel begravelse. Gravhøje med enkeltvise begravelser kendetegner tiden frem til midten af bronzealderen, ca. 1100 f.Kr. Ligbrænding blev fra yngre bronzealder til omkring Kristi fødsel fuldstændig dominerende i Danmark og i store dele af Europa. Urner med brændte ben blev nedsat i ældre gravhøje; endvidere kendes fra midten af yngre bronzealder fyrstegrave med kostbart udstyr (se fx Lusehøj). Fra førromersk jernalder, ca. 500 f.Kr.-Kristi fødsel, kendes brandgrave under flad mark eller under lave høje.

Jordfæstegraven med ubrændt lig blev på ny introduceret i Danmark efter Kristi fødsel, og siden da optrådte brændt og ubrændt begravelse side om side indtil begyndelsen af den kristne tid ca. 1000 e.Kr. Grave fra jernalderen rummer et varieret udstyr, som vidner om forskelle i social status. Fra germansk jernalder kendes rige fyrstegrave fra de skandinaviske lande, fx ved Vendel og Valsgärde i Uppland og Grydehøj ved Lejre. Ellers er perioden kendetegnet ved få bevarede grave, hvilket kan skyldes ligbrænding uden efterfølgende jordfæstelse. Begravelser i både og skibe optræder fra romersk jernalder til vikingetid (se bådgrav). Skibets betydning i gravkulten markeres også af skibssætninger af sten i forbindelse med grave, fx i Jelling og Lejre. De førkristne høvdingebegravelser fra vikingetiden omfattede ofringer af kostbarheder, slagtning af dyr og undertiden menneskeofre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig