Kalifeldspat, (af kali og feldspat), gruppe af mineraler, hvis kemiske sammensætning er KAlSi3O8. Hårdheden er 6, massefylden 2,6 g/cm3. Kalifeldspat krystalliserer både monoklint og triklint. Monoklin kalifeldspat, sanidin og orthoklas, dannes ved temperaturer højere end 500 °C. Triklin kalifeldspat, mikroklin og adular, dannes ved temperaturer under 500 °C. Se også alkalifeldspat.