Kælkning er konkurrencer på isdækkede, kurvede baner af længder på ca. 1000 m med en kælk bygget af fiberglas og udstyret med to stålmeder.

Kælken er 55 cm bred og vejer højst 23 kg. Kun de to skarpe indersider af mederne er i kontakt med isen. Der er ingen mekaniske styre- og bremsemidler. Hastigheden kan nå op på ca. 130 km/h. Der styres med læggenes pres mod ydersiden af de forreste opadbøjede dele af mederne, der påvirker kælkens retning under nedkørslen.

I konkurrencer uden for specialbyggede baner styres vha. en rem. Internationalt konkurreres der i enmandskælk for kvinder og mænd samt i tomandskælk for mænd.

Tomandskælken er lidt længere end enmandskælken og vejer højst 27 kg. Kørerne ligger tilbagelænet for at mindske vindmodstanden og med front mod kørselsretningen. Ved internationale konkurrencer skal banen gennemkøres fire gange. Den sammenlagte tid afgør placeringerne.

VM blev afholdt første gang i 1955, og i 1964 kom kælkesport på det olympiske program. Det internationale kælkeforbund, Fédération internationale de luge de course, FIL, blev stiftet i 1957.

En beslægtet sportsgren er skeleton, hvor kørerne ligger på maven.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig