Irsk ulvehund.

.

Irsk ulvehund, mynde, som anses for at være verdens største hund. Den er muskuløs og kraftig, men har tydeligt myndepræg; hovedet er langt med små ører. Tæver skal være min. 71 cm, hanner min. 79 cm over skulderen; idealet er 81-86 cm. Pelsen er strid og danner øjenbryn og skæg; farven kan være grå, tigret, rød, sort, hvid eller gyldenbrun (hvedefarvet).

Trods sit respektindgydende udseende er irsk ulvehund rolig og venlig. Racen stammer fra Irland, hvor den blev brugt som vagt- og kamphund samt til jagt på storvildt som ulv og kronhjort. Da ulven i slutningen af 1700-t. uddøde i Irland, var racen ved at forsvinde, men den blev genskabt i 1800-t., bl.a. ved indkrydsning af skotsk hjortehund og grand danois.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig