Insektstikallergi, overfølsomhed for insektgift. Hos personer uden allergi vil vævsirriterende stoffer i insektgiften give hævelse og ømhed; mange stik på en gang kan være farlige for alle. Hos ca. 1 % optræder insektstikallergi. Hos disse har kroppen dannet allergiantistoffer mod et eller flere allergener i giften. Ved de letteste former udvikles store hævelser omkring stikket, i alvorlige tilfælde kan der optræde nældefeber, hævelser i hud, svælg og hals, vejrtrækningsbesvær, opkastning, kramper, diarré og kredsløbschok. Der forekommer ca. to dødsfald pr. år i Danmark efter insektstik.

De insekter, som oftest medfører allergi, er gedehams (hveps) og honningbi. Deres gift er ikke ens, oftest forekommer der allergi mod enten hvepsegift eller bigift. Allergidiagnostik foregår ved prikprøver på huden og måling af allergiantistof mod den mistænkte insektgift i blodet. Hvis der kan påvises allergi, vil man ved alvorlige tilfælde anbefale behandling i form af hyposensibilisering, som har en god virkning. Ved lettere former kan man have gavn af lægemidler, fx antihistaminer eller binyrebarkhormon i tabletform.

Brodden med giftblæren findes ofte efterladt i huden efter et stik, hvor den fortsætter med at pumpe gift ind, selvom insektet er væk. Derfor bør giftblæren skrabes væk hurtigst muligt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig