identifikation ved katastrofer og større ulykker

Presset fra pårørende og offentligheden, herunder dagspressen, om en hurtig identifikation vil være meget stort. I nogle tilfælde vil der være eksakte oplysninger om, hvem der savnes, fx ved flypassagerlister, men ofte vil sådanne oplysninger være upræcise. I andre tilfælde er der ingen sikre oplysninger om hvem og hvor mange personer, der savnes.

Større ulykker og katastrofer frembyder også andre problemer, og redningsarbejdet kræver således store ressourcer. Ved katastrofer stilles enorme krav til politiet med hensyn til registrering af ofre. I Danmark er der udarbejdet it-systemer til registrering heraf. Når der sker katastrofer, vil politiets telefonlinjer ofte blive blokerede af pårørende, og det er derfor vigtigt, at der er et beredskab, som hurtigt kan organiseres til at tage imod besked og tale med pårørende.

I det medicinske arbejde defineres katastrofer forskelligt, ud fra antallet af døde (mindst 8 ofre) eller ud fra ulykkens art eller som hændelser, hvor håndteringen af de tilskadekomne ikke kan klares til sædvanlig standard med lokale ressourcer. Katastrofer kan desuden defineres som lukkede katastrofer, hvor der er oplysninger om ofrene, fx en passagerliste og som åbne katastrofer, hvor der ikke findes sikre oplysninger. Katastrofer inddeles derudover i to hovedgrupper:

1. Naturkatastrofer, med bl.a. jordskælv, storme, tyfoner, oversvømmelser, vulkanudbrud, og skov- og bushbrande og
2. Menneskeskabte katastrofer, fx større transportulykker med fly, skibe, tog og busser, sammenbrud af broer og bygninger, brande i større bygninger, hoteller, industrielle ulykker, fx med forgiftning af mange personer samt terroraktioner.

Ved større ulykker i Danmark er den lokale politidirektør ansvarlig for identifikationen af de døde, men vil sædvanligvis hente sagkyndig hjælp i det særlige danske identifikationsberedskab (ID-beredskabet), som blev oprettet af Rigspolitiet i 1989 med henblik på identifikationer i udlandet. ID-beredskabets ledelse består af en operativ leder fra Rigspolitiets National Kriminalteknisk Center (NKC), og ID-beredskabets faglige rådgivere er en retsmediciner, en retsodontolog og en retsgenetiker. Disse har til opgave, på politidirektørens vegne, at organisere og lede det praktiske ID-arbejde ved at oprette en ID-gruppe med underlagte DVI-teams (Disaster Victim Identification) bestående af politifolk, retsmedicinere og retsodontologer.

ID-gruppen stiller retspatologer, retsodontologer og retsodontologer til rådighed for politiet ved indsamling af lig og ligdele på ulykkesstedet som støtte til det lokale retsmedicinske institut. Det er vigtigt for at få indsamlet ligdelene på en sådan måde, at intet af værdi for identifikationen går tabt. Dette gælder specielt stærkt forbrændte og mutilerede lig. Arbejdet ledes af politiet. De forskellige grupper koordinerer indsamlingen af ligdele, og det er vigtigt, at der foretages en omhyggelig registrering med indplotning af lig, ligdele, effekter samt fotografering på stedet. Allerede på stedet udformes de første registreringsattester, og der kan på dette tidspunkt udtages prøver til dna-bestemmelse.

Ved beskrivelsen af lig anvendes altid det internationale, detaljerede beskrivelsesskema, rød INTERPOL DVI PM-formular. Det tilstræbes, at beskrivelsen af ligene er afsluttet inden for en uge, men erfaringerne fra store ulykker som tsunamien i 2004 viser, at der kan gå lang tid før alle personer er identificerede.

Samtidig med arbejdet på ulykkesstedet oprettes en ID-central, som fungerer under ledelse af NKC. De lokale politikredse optager signalementer af savnede og anvender hertil de tilsvarende INTERPOL-formularer for savnede, gul DVI AM-formular. Oplysningerne samles og bearbejdes i NKC, og kan senere oversendes til ID-centralen. Indsamling af ante mortem-oplysninger i katastrofesituationer kræver en betydelig arbejdsindsats, pårørende skal måske kontaktes igen, journaloplysninger skal indhentes fra flere lande, og oplysninger skal oversættes og ensrettes. Moderne kommunikationsmidler letter dog overførsel af billeder, røntgenfotos og tanddiagrammer.

Identifikationsarbejdet går i gang så snart der foreligger data, selvom disse i begyndelsen ofte vil være ufuldstændige. Sammenligninger mellem ante mortem-oplysninger (AM-oplysninger), som er oplysning fra før dødens indtræden, og post mortem-oplysninger (PM-oplysninger), som er oplysninger efter dødens indtræden, kan foretages ved anvendelse af de nævnte INTERPOL-formularer for AM- og PM-oplysninger.

Endelig identifikation foregår ved møder i ID-kommissionen, hvor den lokale politidirektør, lederen af ID-arbejdet, ledelsen af ID-gruppen og helst også repræsentanter fra de DVI-teams, der har foretaget beskrivelsen, er til stede. Hver ekspertgruppe afgiver en udtalelse, om identitet er: sandsynlig, mulig eller kan udelukkes. I den samlede vurdering skal der være enighed imellem politi, retsmedicinere, retsodontologer og retsgenetikere om identiteten. Først herefter kan der underskrives et identifikationscertifikat. Dødsattesten kan nu skrives, og liget udleveres til de pårørende.

Principielt burde ingen lig udleveres, før alle er identificerede, men af praktiske og etiske grunde kan denne regel fraviges. Den nu alment anerkendte procedure med primary identifiers har betydet, at identiteten med stor sikkehed kan fastlægge på et meget tidligere tidspunkt en tidligere.

De øvrige nordiske lande har ID-grupper af næsten samme opbygning som den danske, og man har et nært samarbejde. Således kan medlemmerne inddrages i identifikationsarbejdet ved ulykker i de øvrige nordiske lande, ligesom man mødes ved årlige nordiske møder og ved et internationalt, årligt møde i INTERPOL.

INTERPOL har udarbejdet en omfattende vejledning for identifikationsarbejde i forbindelse med katastrofer (DVI Guide) og særlige formularer, der er tilpassede et digitalt databehandlingssystem.

INTERPOL har i mere end tyve år haft Standing Committee on Disaster Victim Identification, nu Disaster Victim Identification Conference (DVI-C), som giver den faglige baggrund for INTERPOLs egen DVI-enheds arbejde, og som har ansvaret for udarbejdelse af DVI Guide, der fastlægger principperne for DVI-arbejde under INTERPOLs medvirken, og for INTERPOLs to formularsæt til registrering af AM og PM oplysninger. DVI-C har en politimand som formand, men har derudover fire faste arbejdsgrupper, en for politiet, der tager sig af fingeraftryk, en for tandlægerne, en for retspatologer og retsantropologer og en for retsgenetikerne.

• identifikation
• naturkatastrofe
• retsmedicin