INTERPOL er en forkortelse for International Criminal Police Organization. INTERPOL er dannet i 1923 med hovedsæde i Paris, siden 1989 i Lyon.

Faktaboks

Også kendt som

fransk OIPC, Organisation internationale de police criminelle

INTERPOL, som Danmark har været medlem af siden 1926, har til formål at sikre og udvikle gensidig bistand mellem kriminalpolitiet i de 190 medlemslande (2012). Bistanden kan bestå i efterforskning i straffesager, efterlysninger, begæringer om anholdelse eller fængsling, udlevering af lovovertrædere eller ved identifikation af tyvekoster.

INTERPOL beskæftiger sig ikke med sager af politisk eller militær karakter eller sager vedrørende race og religion. Generelt er det en forudsætning for bistand i en konkret sag, at der er etableret diplomatisk forbindelse mellem de involverede lande, og at forholdet, der samarbejdes om, er strafbart i begge lande.

Grundlaget for samarbejdet er beskrevet i forskellige internationale konventioner. I Danmark hører INTERPOL-samarbejdet under rigspolitichefen.

INTERPOL's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig