hoved (hos dyr)

Hovedet er den legemsdel, der hos højerestående dyr rummer nervesystemets overordnede koordinationscentre (hjernen), de specielle sanseorganer (syns-, lugte-, smags-, høre- og ligevægtsorganer) samt mundåbningen med tilknyttede organer (fx tyggeapparat og spytkirtler). Den evolutionsbiologiske proces, der førte til dannelse af et hoved, betegnes cephalisering og optræder kun blandt dyr i gruppen Bilateria, dvs. dyr, der er anlagt med en tosidet symmetrisk bygningsplan. Hovedet er typisk rettet fremad i dyrets normale bevægelsesretning, hvad der tjener til at øge effektiviteten ved opsøgning og indtagelse af føde samt under angreb og forsvar. Fastsiddende medlemmer af Bilateria-gruppen, fx sækdyr, har helt eller delvist tilbagedannet hoved, men deres fritsvømmende larver kan have et hoved.

Udformningen af hjernen, sanseorganerne og mundåbningen er meget forskellig hos de forskellige dyreklasser. Fladorm hører til de mest primitive Bilateria og er kun moderat cephaliserede, idet mundåbningen i reglen ikke indgår i hoveddannelsen. Mange bløddyr er tydeligt cephaliserede med udvikling af specialiserede tilbygninger såsom øjenbærende tentakler hos snegle og fangarme omkring mundåbningen hos blæksprutter. Leddyr, fx insekter og krebsdyr, er alle stærkt cephaliserede med et specialiseret mundapparat og højtudviklede sanseorganer, hvoraf bl.a. føle- og lugtesansens organer bæres af antenner eller følehorn.