havbrug

Havbrug, produktionsanlæg i havet til opdræt af dyr eller planter. Udnyttelsen af havet som opdrætssted er først rigtig udviklet efter 2. Verdenskrig. I havbrug dyrkes og opdrættes flere arter af alger, rejer og muslinger samt laksefisk, fladfisk, havaborre, multer og små tunarter. Havbrugene kan drives mere eller mindre intensivt mht. yngelopdræt, fodring, sygdomsbekæmpelse etc. Et typisk intensivt anlæg på vore breddegrader er et flydende netbur til opdræt af laks eller ørred. Mindre intensive anlæg er linesystemer til opdræt af blåmuslinger. Muslingelarverne sætter sig på de nedhængende liner og lever af naturlig føde, til de høstes et par år senere. I Danmark findes anlæg til opdræt af ørred, østers og blåmuslinger. Den danske havbrugsproduktion af ørred var i 2004 ca. 8000 t, mens der kun blev produceret ca. 100 t blåmuslinger. Norge er mht. opdræt af laks førende i verden med en produktion i 2003 på ca. 580.000 t. I 2003 blev der i hele verden produceret ca. 17 mio. t fisk i havbrug. Se også akvakultur og dambrug.

Havbrug tilfører omgivelserne organisk stof, kvælstof og fosfor. På bunden under brugene kan der aflejres mudder. Derfor skal havbrugene placeres i kystområder med stor vandudskiftning. Det organiske materiale fra havbrugene frigiver kvælstof og fosfor til vandet. Selvom der er udviklet fodertyper, der har formindsket frigivelsen af kvælstof og fosfor pr. produceret fiskemængde betydeligt, er havbrugene underkastet streng kontrol for at beskytte havmiljøet. Et særligt problem er overførsel af snyltere til de naturlige fiskebestande. Det har haft konsekvenser for fx laksebestanden i flere norske elve.