handelspolitik

Handelspolitik, et lands forsøg på at fremme indenlandske eller internationale økonomiske og politiske mål gennem tilrettelæggelse af rammerne for sin udenrigshandel. Handelspolitik som sådan kan omfatte dels en lang række indgreb i samhandelen, dels fjernelse af hindringer for denne.

Siden 1945 har det dominerende træk i udviklingen været, at national handelspolitik i stigende grad er blevet pålagt internationalt aftalte bindinger, hvilket har gjort det stadig vanskeligere at tage nationale initiativer. En frigørelse af den internationale handel gennem nedbringelse af toldsatser og afvikling af såkaldte tekniske handelshindringer er blevet anset for et vigtigt middel til at øge effektiviteten og skærpe konkurrencen og dermed skabe muligheder for hurtigere økonomisk vækst. De ugunstige erfaringer fra perioden mellem de to verdenskrige, da en kombination af valutauro og handelsrestriktioner bidrog til langsommere vækst og skærpede internationale politiske konflikter, inspirerede kraftigt hertil. Gennem frigørelsen af handelen opnåede såvel de vesteuropæiske lande som andre industrilande en betydelig økonomisk stimulans.

De internationalt aftalte bindinger på den nationale handelspolitik tog form af dels globale forhandlingsresultater inden for GATT, især i form af reduktion i toldsatserne for industrivarer til et meget lavt niveau i 1990'erne, dels regionale aftaler om dannelse af toldunioner eller frihandelsaftaler. Oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Det Europæiske Frihandelsområde, EFTA, begge i 1958, er førende eksempler herpå; uden for Europa kan især nævnes Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og Asia-Pacific Economic Co-orporation, APEC. Den stigende vægt på regional handelspolitik skal ikke nødvendigvis ses som en trussel mod global frihandel, selvom den kan indebære en risiko. Regionalisering kan være konstruktiv i et globalt perspektiv, især når den foregår under overvågning af en global handelsorganisation, siden 1994 WTO (World Trade Organization), og når hensynet til udenforstående lande ikke overses. Det er lettere at nå til enighed inden for et regionalt samarbejde om initiativer, som letter samhandelen, end inden for et globalt system, som efterhånden omfatter et par hundrede nationale deltagere. Nogle af disse initiativer kan efter regional afprøvning smitte af på det globale samarbejde; det gælder især for initiativer, der vedrører selve samarbejdsformen. Inden for EU er der således under udviklingen af det indre marked gjort hurtigere fremskridt end ellers i samhandelen pga. et princip om gensidigt at anerkende nationale regler inden for en række områder frem for at tilgodese ønsket om fuld harmonisering af krav til varer, godkendelsesprocedurer mv. (se EU (7.6. handelspolitik)). Princippet om gensidig anerkendelse er om end med store vanskeligheder søgt udstrakt til samhandelen med andre industrilande.

For regioner som helhed og for de største lande findes fortsat en vis handelspolitisk handlefrihed. USA lægger fx fortsat vægt på undertiden at kunne optræde selvstændigt, især med henblik på at fremme politiske mål. Amerikanske initiativer har omfattet både frihandelsaftaler med politisk nærtstående lande som Israel og forsøg på gennem handelsrestriktioner at isolere lande, som USA står i et politisk modsætningsforhold til, fx Iran, Irak eller Libyen, skønt dette måtte stride mod globale handelsprincipper.

Et lands handelspolitik er en væsentlig faktor i bestemmelsen af omfanget og karakteren af dets deltagelse i den internationale samhandel; visse faktorer, især rammerne for erhvervsvirksomhederne i indlandet og den indenlandske omkostningsudvikling i sammenhæng med valutakurserne over for samhandelspartnerne (konkurrenceevnen), er dog afgørende for, i hvilket omfang de handelspolitiske muligheder bliver udnyttet.