Hængeisolator, isolerende ophæng til spændingsførende luftledninger eller andre dele i elforsyningsnettet. Hængeisolatorer fremstilles i sektioner af porcelæn, glas eller kunststof og holdes sammen af stålbeslag. De udformes dels efter behovet for mekanisk styrke og bevægelighed, dels således at det elektriske felt omkring isolatoren er jævnt under skiftende klimatiske påvirkninger, dvs. yder god beskyttelse mod overslag og vedvarende udladninger langs overfladen.