hæderstegn

Hæderstegn. Hæderstegnet for god tjeneste ved Søetaten (indtil 1843 Holmens Hæderstegn); Forsvarsministeriet. Forsiden bærer stifterens kronede monogram og indstiftelsesdagen samt indskriften FOR GOD TIENESTE, mens bagsiden bærer indskriften FORTIENT omgivet af en egekrans. Medaljen bæres i et rødt bånd med en hvid stribe.

.

Artikelstart

Hæderstegn, officielle udmærkelsestegn, der tildeles som belønning for forskellige civile eller militære fortjenester. Hæderstegn bæres i et bånd som en art ordensdekoration. Tegnene vandt udbredelse i de europæiske lande i 1800-t. og kendes i næsten alle lande uanset styreform. De er flere steder tilknyttet en fortjenstorden som en lavere grad af ordenen. Hæderstegnene kan være udformet som medaljer eller kors og betegnes bl.a. også fortjensttegn.

I Danmark blev det første hæderstegn indstiftet 29.1.1801 af Christian 7. til belønning af de mest udmærkede arbejdere ved Søværnets skibsværfter. Statutterne for Hæderstegn for god Tjeneste ved Søetaten blev gennem årene ændret flere gange, fra 1925 således at tegnet kan tildeles enhver ansat ved Søværnet for 25 års god tjeneste. I 1801 indstiftedes endvidere Hæderstegn for Slaget på Reden til belønning af deltagende officerer og andre særligt fortjente i søslaget (se krigsmedaljer). Frederik 6. indstiftede i 1808 i tilknytning til Dannebrogordenens udvidelse Dannebrogsmændenes Hæderstegn som et udmærkelsestegn for den jævne mand. Kongen indstiftede i 1817 hæderstegn til belønning af landetatens veltjente underofficerer, som med forskellige ændringer blev uddelt frem til 1949, i en periode også ved Søværnet. Betegnelsen hæderstegn har siden været almindeligt anvendt for udmærkelsestegn til belønning af lang og udmærket tjeneste. I 1945 indstiftede Christian 10. Hæderstegn for god Tjeneste ved Hæren, og i 1953 fulgte lignende hæderstegn for Flyvevåbnet og Forsvaret som paralleller til Søværnets hæderstegn. Endvidere er der i 1959 indstiftet et Fortjensttegn og senere en række anciennitetstegn for Hjemmeværnet og i 1978 et Fortjensttegn for god tjeneste i forsvarets reserve.

Inden for flere af de uniformerede civile etater er der ligeledes indstiftet tjenestehæderstegn for 25 års god tjeneste. En række private organisationer af almen karakter har med kongelig tilladelse indstiftet hæderstegn, der uddeles for forskellige fortjenester.

Se også erindringsmedalje, fortjenstmedaljer og mindemedaljer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig