Geologiske kort, kort, der viser udbredelsen af bjergartsenheder, løse aflejringer, forkastninger og andre geologiske strukturer indtegnet på et topografisk kort. I områder, hvor store dele af overfladen er dækket af løse aflejringer, udarbejdes ofte kort både over de løse aflejringer og de underliggende bjergarter.

Geologiske kort er fundamentale for såvel udforskningen af jordskorpen som for den praktisk anvendte geologi, fx råstofefterforskning og anlægsvirksomhed. Kortene udarbejdes og udgives almindeligvis af de enkelte landes geologiske undersøgelser i forskellige målestoksforhold. Oversigtskort findes ofte fra 1:1.000.000 til 1:250.000 og er sammentegnet på basis af kortserier, der almindeligvis har målestoksforhold fra 1:100.000 til 1:20.000. Kort, som bruges fx i forbindelse med minedrift og anlægsvirksomhed, er dog langt mere detaljerede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig