Fullerener, kemisk betegnelse for en serie sfæriske carbon-klynger, Cn, hvor n altid er lige og mindst 20. Navnet opstod med opdagelsen i 1985 af carbon-60 (C60, buckminsterfulleren). Fullerener dannes ved syntese af C60. Molekylerne består af carbonatomer ordnet i seks- og femkanter, der udgør en række stabile konfigurationer som en kugle, en rugbyfodbold, et bur eller et net.

Faktaboks

Etymologi
Klyngerne er opkaldt efter den amerikanske arkitekt R. Buckminster Fuller.

Siden opdagelsen af buckminsterfulleren har der været stor interesse for klynger af kulstofatomer, som fremstilles ud fra grafit og oprenses kromatografisk. De udviser høj elektronaffinitet, reagerer med frie radikaler og absorberer kraftigt stråling i UV-området. Mange derivater af fullerener har biologiske anvendelsesmuligheder.

Under fullerensyntesen opbygges også nanorør, som er koncentriske rør af kulstofsekskanter med diametre på 1-20 nm og længder på ca. 1000 nm. De forventes at få stor betydning inden for nanoteknologi.

Nobelprisen i kemi blev i 1996 tildelt R.F. Curl, H.W. Kroto og R.E. Smalley for deres opdagelse af fullerenerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig