Buckminsterfulleren, det kemiske stof carbon-60 (C60). Buckminsterfulleren blev opdaget i 1985 på Rice University i Houston af forskere fra England og USA. I 1990 lykkedes det forskere i Tyskland og USA at fremstille nogle få tusindedele gram af stoffet ved fordampning af carbon i en atmosfære af helium. Det enkelte molekyle består af 60 carbonatomer, der alle har samme afstand fra et fælles centrum.
Faktaboks
- Etymologi
- Stoffet er opkaldt efter den amerikanske arkitekt R. Buckminster Fuller.
Buckminsterfulleren er et stabilt, sort stof, der kan opløses i fx benzen, hvilket giver en smuk violet farve. Det kan indgå i kemiske forbindelser, og dets specielle molekylstruktur giver mulighed for forbindelser med nye egenskaber. Et fremmed atom kan fx anbringes i molekylets hulrum.
Det er endnu uvist, hvad stoffet kan anvendes til. Samtidig med C60 dannes også andre carbonmolekyler, især C70, der har form som en rugbybold.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.