fu-digtning

Fu-digtning er en kinesisk verseform, en art prosadigt, der blomstrede fra Han- til Tangdynastiet (200 f.v.t.-500 e.v.t.).

Digtene har parallelle linjepar af forskellig længde med rim efter hver anden linje. Fu-digtene er beskrivende og bruger malende udtryk. Berømte er nostalgiske skildringer af herlighederne i Han-dynastiets (202 f.v.t.-220 e.v.t.) hovedstæder, som alle blev plyndret og ødelagt. Digterne kappedes om at finde sjældne ord og udtryk eller skabe helt nye. Fu-digtningens blomstring faldt sammen med interessen for leksikografi, og genren døde af kunstfærdighed.

Antologien Wen Xuan (Udvalg af udsøgte tekster) samlet af Xiao Tong (501-531) indeholder den bedste samling af fu. Digteren Lu Ji (261-303) har skrevet et fu om kunsten at skrive:

• "(Man begynder) at samle det sete, opsuge det hørte, lade tanken synke og søge kernen./ Ordet iler milevidt, hjertet vandrer til alle sider/ (Så vil) følelsernes morgen fyldes med friskhed, alting spejles, kontraster træder frem./ Kendte ord får ny saft, munden skylles med kunstens duftende frugt./ Det flydende himmeldyb bliver en rolig strøm, underjordens kilder gennemvæder grunden./ Glemte udtryk vil hastigt dukke op som fisken med krog i mund af afgrundens dyb, harmonisk stil vil glidende flyve ned som fugle med fangede vinger fra skyernes ryg./ Hundred års ubrugte ord samles, tusind års glemte rim søges ud./ Morgenens åbnede blomst vrages, aftenens uudsprungne knop vælges./ Gammelt og nyt forenes i et glimt, alverdens have berøres i ét øjeblik".

Her har hver anden linje samme rim. Der forekommer både fire- og seksordslinjer foruden to med hele 15 ord i hver. De forbindende småord og udtryk falder helt uden for rytmen.