fu-digtning

Fu-digtning, kinesisk verseform, en art prosadigt, der blomstrede fra Han- til Tangdynastiet, 200 f.Kr.-500 e.Kr. Digtene har parallelle linjepar af forskellig længde med rim efter hver anden linje. Fu-digtene er beskrivende og bruger malende udtryk. Berømte er nostalgiske skildringer af herlighederne i det tidlige Handynastis hovedstæder, alle plyndrede og ødelagte. Digterne kappedes om at finde sjældne ord og udtryk eller skabe helt nye. Fu-digtningens blomstring faldt sammen med interessen for leksikografi, og genren døde af kunstfærdighed.

Antologien Wen Xuan, udgivet i begyndelsen af 500-t., indeholder den bedste samling af fu. Digteren Lu Ji (261-303) har skrevet et fu om kunsten at skrive: "(Man begynder) at samle det sete, opsuge det hørte, lade tanken synke og søge kernen./ Ordet iler milevidt, hjertet vandrer til alle sider/ (Så vil) følelsernes morgen fyldes med friskhed, alting spejles, kontraster træder frem./ Kendte ord får ny saft, munden skylles med kunstens duftende frugt./ Det flydende himmeldyb bliver en rolig strøm, underjordens kilder gennemvæder grunden./ Glemte udtryk vil hastigt dukke op som fisken med krog i mund af afgrundens dyb, harmonisk stil vil glidende flyve ned som fugle med fangede vinger fra skyernes ryg./ Hundred års ubrugte ord samles, tusind års glemte rim søges ud./ Morgenens åbnede blomst vrages, aftenens uudsprungne knop vælges./ Gammelt og nyt forenes i et glimt, alverdens have berøres i ét øjeblik". Her har hver anden linje samme rim. Der forekommer både fire- og seksordslinjer foruden to med hele 15 ord i hver. De forbindende småord og udtryk falder helt uden for rytmen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig