Ca. år 600 lykkedes det atter at samle Kina. Efter det kortvarige Suidynasti (581-618) fulgte Tangdynastiet (618-907), som blev en storhedstid for riget og en litterær blomstringstid, først og fremmest i lyrikken. Meget er bevaret, takket være bogtrykkerkunstens opfindelse i 700-t. Gamle verseformer blev pudset op og forfinet, nye skabtes og funklede. Den ottelinjede lüshi og den firelinjede jueju, hver med fem- eller syvstavelses linjer, var de mest populære former, og mod slutningen af Tang også ci, som egentlig var melodimønstre med rødder i folkemusikken.
Tanglyrikken udnyttede til fulde det kinesiske sprogs tonale karakteristika, og der var detaljerede krav til metrik og rim. Det var en højt udviklet kunstform, skabt af og for den dannede elite, embedsmændene og dem, som indstillede sig til de kejserlige eksaminer. Når den var bedst, var resultatet ordknapt, præcist og med stor associationsfylde.
Digtene var ofte lejlighedsdigte, fx om månen, vinen og venskabet, med strøg af melankolsk bevidsthed om tingenes forkrænkelighed, men kunne også handle om krigen og om sociale forhold. Blandt Tangdynastiets ypperste poeter var Li Bai (701-62) og Du Fu (712-70), af mange regnet for Kinas største gennem tiderne.
I prosaen skabte Han Yu (768-824) med sine skarpe og nøgterne essays, hvor han gjorde op med buddhisme og overtro, en renæssance for den usmykkede klassiske stil fra oldtiden, guwen. Denne skriftstil brugtes også i de såkaldte chuanqi (beretninger om det forunderlige), til dels en videreudvikling af den tidligere zhiguai-genre fra tiden mellem Han- og Tangdynastiet, nu i form af veldrejede og raffinerede fortællinger om eventyrlige, romantiske eller mystiske hændelser.
Den rene klassiske prosastil fik nye lyriske facetter i hænderne på Ouyang Xiu og Su Shi, digtere, malere og statsmænd, der begge levede i 1000-t. under Songdynastiet (960-1279). I Songtidens bykultur finder vi også den egentlige begyndelse til en litteratur på talesproget, baihua-litteraturen. Ganske vist eksisterede allerede fra 900-t. de såkaldte bianwenskrifter, buddhistiske legender bearbejdet for talesprog, men deres udbredelse var begrænset.
Songdynastiets professionelle historiefortællere på markedspladser brugte ofte skriftlige forlæg til den mundtlige fremførelse, eller handlingsresuméer blev nedskrevet. Disse huaben (egl. fortællerødder) tryktes og spredtes og blev fra 1100-t. gradvis udfoldet til sammenhængende fortællinger. Historiefortællerne øste af et bredt materiale spændende fra historiske begivenheder og kriminelle intriger til handlingsmønstre hentet fra chuanqi og sagnkredse. Huaben blev altså stilistisk og tematisk råstof for den tidligste talesprogslitteratur.
Selvom det klassiske skriftsprog i de følgende århundreder vedblev at være det eneste respektable medium for skønlitteraturen, voksede den forkætrede talesprogslitteratur og nåede et højdepunkt med Mingdynastiets (1368-1644) store romaner.
Fra 1300-t. stammer San guo zhi yanyi (Beretninger om de tre riger), som dog kun delvis er i talesprog, og Shuihu Zhuan (Fortællinger fra moserne), en røverroman med 108 brave helte, som angiveligt skal have huseret i 1100-t. Flere af de tidlige talesprogsromaner hentede stof i en blanding af historiske kendsgerninger og folklore, også Xi you ji (Rejsen mod Vest) fra 1500-t., et eventyr, hvis hovedperson er den fantastiske Kong Abekat, der behersker de 72 forvandlinger. Med den lidt senere og delvis pornografiske Jin ping mei (Den gyldne blommevase) har vi for første gang en rigt nuanceret sædeskildring, en minutiøst realistisk beskrivelse af dagliglivet i en rig stor familie.
De sidste år af Mingdynastiet var en frodig litterær periode med udgivervirksomhed og en mangfoldighed af genrer, hvor også lærde og eksamenskandidater begyndte at interessere sig for talesprogsfiktionen.
Den tendens fortsatte i nogen grad også under det manchuriske Qingdynasti (1644-1911) trods voldsom censur og ortodoksi fra kejsermagtens side. Meget af den klassisksprogede litteratur fra perioden er dygtigt epigoneri, men undtagelser er fx Pu Songlings (1640-1715) Liaozhai zhi yi (Sælsomme historier fra Liaozhai), som føjer psykologi og satire til chuanqigenren; og Shen Fus selvbiografiske skitser Fu sheng liu ji (da. Kapitler af et flygtigt liv, 1986) fra ca. 1809.
Med Wu Jingzis (1701-54) Rulin waishi (De lærde), der er en satirisk udstilling af korruption og hulhed omkring eksamenssystemet, og Cao Xueqins (ca. 1715-63) Hong lou meng (Drømmen om de røde bygninger) modnedes den traditionelle talesprogsroman. Sidstnævnte regnes i eftertiden som et af den kinesiske litteraturs absolutte mesterværker, hvor foreningen af myte, allegori og realisme danner et sindrigt mønster, der kan tolkes på mange planer. Studiet af bogen udgør den dag i dag en selvstændig akademisk disciplin.
Opiumkrigen 1839-42 brød Kinas isolation, og en strøm af vestlig filosofi og litteratur blev oversat i sidste halvdel af 1800-t., i første omgang til klassisk kinesisk. Opbrudsstemningen og den gamle kinesiske kulturs forfald afspejles i en række talesprogsromaner fra tiden omkring århundredskiftet, ofte skrevet af en ny forfattertype, den professionelle skribent med tilknytning til de udenlandske koncessioner.
Den mest alsidige var Wu Woyao (1866-1910), der skrev både satirer, krimier og xie qing xiaoshuo (følelsesromaner). I Liu E's (1857-1909) episodiske roman Laocan you ji (Laocans rejser, 1904-07) fornemmes et stærkt subjektivt og personligt tonefald, som peger frem mod den moderne litteratur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.