Firøjefisk, Anableps, gruppe af ungefødende tandkarper med tre arter i fersk- og brakvand i Mellemamerika og det nordlige Sydamerika. Fiskenes øjne er todelte; den øverste del er tilpasset synet i luft og den nederste synet i vand. Fiskene svømmer oftest i overfladen med øjnene delvis over vandet. Herved kan de søge bytte og tage sig i agt for fjender i begge elementer samtidig. De kan blive ca. 30 cm.