Fødsel. 1 Fosteret indstillet i en normal hovedstilling ved begyndelsen af udvidelsesperioden. Livmodermunden er lukket.

.

Fødsel, partus, det forløb, hvorved barn, fosterhinder, fostervand og moderkage kommer ud af moderen. Fødslen er afslutningen på graviditeten, som hos mennesket gennemsnitlig varer 280 dage regnet fra den sidste menstruations første dag eller 266 dage regnet fra befrugtningen.

Det er ikke klarlagt, hvad der sætter fødslen i gang. Medvirkende årsager er ændringer i blodets indhold af visse hormoner (bl.a. østrogen og oxytocin) og prostaglandin samt udvidelsen af livmoderen pga. barnets vækst. Ca. 5% af alle fødsler i Danmark finder sted mere end tre uger før det beregnede tidspunkt (terminen), hvorved barnets fødselsvægt som regel er mindre end 2500 g. Jo tidligere i graviditeten fødslen indtræffer, jo større er risikoen for, at barnet ikke kan overleve pga. udtalt umodenhed af bl.a. lungerne, se børn (for tidligt fødte børn). Den vigtigste forebyggelse af for tidlig fødsel er aflastning af den gravide. En truende for tidlig fødsel kan i visse tilfælde bremses ved behandling med vedæmpende lægemidler.

Hvis fødslen ikke er indtruffet inden to uger efter terminen, kaldes det en forlænget graviditet. Optræder der herved tegn på, at fosteret trues af iltmangel i livmoderen, kan fødslen sættes i gang med et vefremkaldende lægemiddel eller ved at punktere fosterhinderne ved livmodermunden.

Den normale fødsel

Fødselsforløbet inddeles i udvidelsesperioden, uddrivningsperioden og efterbyrdsperioden. I nogle tilfælde afgår der en slimprop kort før fødslen som tegn på, at livmodermunden er begyndt at udvide sig. Ved fødslens begyndelse kan der ses en mindre blødning (tegnblødning), som skyldes bristning af små blodkar under livmodermundens udvidelse.

Udvidelsesperioden begynder enten med smertefulde sammentrækninger (veer) i livmoderens muskulatur eller sjældnere med afgang af fostervand. Dette kan ske i en skylle eller som langsom siven. Veerne vil herefter oftest begynde i løbet af et par timer. I begyndelsen er veerne ofte af kort varighed (ca. 20 sekunder) og kommer uregelmæssigt med 5 til 15 minutters mellemrum. De kan herved ligne sammentrækningerne i livmoderen i den sidste del af graviditeten (plukkeveer), hvorfor det kan være svært at afgøre, om fødslen er rigtigt i gang. Efterhånden øges veernes varighed til ca. halvandet minut, samtidig med at de bliver mere intensive og regelmæssige med ca. 5 minutters mellemrum; veerne ledsages nu af smerter over lænden.

Udvidelsesperiodens længde varierer meget, men er i gnsn. 8-12 timer; kortest for kvinder, der har født tidligere. Vearbejdet medfører, at barnet skubbes nedad i bækkenet, mens livmoderhalsen trækkes opad. Med effektive veer åbner livmodermunden sig sædvanligvis ca. 1 cm i timen, og barnets hoved trænger fra bækkenindgangen ned mod bækkenbunden. Hvis ikke fostervandet er afgået tidligere, brister fosterhinderne som regel på dette tidspunkt, hvorved fostervandet afgår.

Når livmodermunden har åbnet sig helt og dermed er over 10 cm i diameter, begynder uddrivningsperioden, der varer ca. 1 time for en førstegangsfødende og 20-30 minutter for en flergangsfødende. Hovedets trykken mod bækkenbunden og endetarmen udløser en presserefleks, således at sammentrækningerne i livmoderen understøttes af den fødendes brug af bugmusklerne (bugpressen). Disse veer kaldes presseveer. Moderen trækker vejret dybt ind og holder det under presseveen, mens hun presser med. Jordemoderen hjælper og understøtter kvinden til at udnytte veerne mest muligt, således at det undgås, at fødslen trækker i langdrag. Barnets hoved viser sig under veerne mere og mere i skedeindgangen mellem kønslæberne; i vepausen glider det lidt tilbage. Efterhånden udspænder hovedet mellemkødet, som bliver ganske tyndt. Jordemoderen masserer mellemkødet og leder hovedet lempeligt frem, så det passerer med det mindst mulige omfang. Således belastes barnet og fødselsvejen mindst muligt. Hvis mellemkødet er meget stramt, lægges et lille klip (episiotomi) for at fremme fødslen og for at undgå en egentlig sprængning af mellemkødet. Når barnets hoved er født, fjerner jordemoderen med et sug slim og blod fra barnets næse og svælg for at lette vejrtrækningen.

Eftersom hovedet som regel er den fosterdel, der har det største omfang, fødes resten af kroppen i løbet af få sekunder, ved at jordemoderen lemper barnets skuldre fri af fødselsvejen. Barnet lægges mellem moderens ben eller på moderens mave, for at moderen og barnet hurtigt skal få kontakt. Jordemoderen sikrer sig, at barnet trækker vejret normalt, hvorved huden bliver lyserød, og at barnet er velskabt. Efter få minutter sættes der to elastikker eller plastklemmer på navlesnoren tæt ved barnets mave, hvorefter navlesnoren kan klippes over mellem disse to. Efter barnets fødsel begynder efterbyrdsperioden; efter 10-20 minutter kommer der atter veer, hvorved moderkagen fødes sammen med resten af navlesnoren og fosterhinderne. Desuden udtømmes op mod en halv liter blod, der har samlet sig bag moderkagen. Eventuelle rifter eller klip i mellemkødet sys.

Unormal fødsel

Hvis fostervandet afgår i en skylle, kan der være risiko for, at navlesnoren falder med ud i fødselsvejen, hvorved den kan blive afklemt ved det videre vearbejde, således at fosterets iltforsyning bliver nedsat. Derfor undersøger jordemoderen altid livmodermunden, når vandet går pludseligt. Veforstyrrelse i form af svage og kortvarige veer kan forlænge fødslen med risiko for moder og barn. Man kan styrke veerne ved behandling med lægemidlet oxytocin i drop eller ved at punktere fosterhinderne.

Abnorme fosterstillinger. Fødslen foregår lettest, hvis baghovedet fødes først med nakken vendt fortil mod den fødendes mave, fordi fosterhovedets diametre derved indpasser sig bedst i fødselsvejen. Ved en uregelmæssig baghovedstilling (ansigtet vendt fortil mod den fødendes mave) foregår fødslen som regel også ukompliceret, men lidt langsommere. I sjældne tilfælde kan en anden del af hovedet, fx panden, være ledende, dvs. stå dybest i fødselsvejen. Eftersom pladsforholdene i fødselsvejen normalt ikke tillader hovedets passage i denne ugunstige stilling, må der ofte forløses ved kejsersnit. Ca. 3% af fødslerne er underkropsfødsler, hvor sædet eller benene står dybest i fødselsvejen. Da barnets hovedfacon ikke kan nå at tilpasse sig bækkenet, når hovedet kommer sidst, kan der opstå problemer ved fødslen af barnets hoved, hvis hovedet er stort.

Hvis det skønnes, at barnet vejer mere end 3600 g, eller hvis kvindens bækken er smalt, foretages der kejsersnit. Hvis det er den ene eller begge fødder, der står dybest, vil man altid foretage kejsersnit. I meget sjældne tilfælde ligger barnet på tværs i livmoderen. Hvis det ikke før fødslen indstiller sig på langs, vil det ikke kunne fødes, hvorfor denne situation uvægerlig kræver forløsning ved kejsersnit.

Fødselsindgreb

Ved ca. 10% af fødslerne i Danmark foretages der forløsning med sugekop (vakuumekstraktor), oftest pga. utilstrækkelige veer eller tegn på iltmangel hos fosteret under uddrivningsperioden. Sugekoppen består af en skålformet gummikop forsynet med en kæde, som lægen kan trække i, efter at koppen har suget sig fast på fosterets baghoved ved brug af vakuum. Før fremkomsten af sugekoppen i 1950'erne anvendtes i sådanne situationer en fødselstang, som med to store blade kan gribe om fosterets hoved, hvorved det kan trækkes ud.

Ved kejsersnit (sectio caesarea) foretages et indsnit på tværs af mavehuden lige ved hårgrænsen og på tværs af livmoderen lige over livmoderhalsen. Kejsersnit kan være planlagte eller kan udføres akut. Årsagen kan være, at fosteret pludselig får iltmangel af forskellige grunde, at fosteret er for stort til at kunne passere fødselsvejen ubeskadiget (mekanisk misforhold), at fosteret ligger forkert, at moderkagen har løsnet sig fra livmoderens væg i utide (for tidlig løsning), at moderkagen har fæstnet sig nedadtil i livmoderhulen hen over åbningen til livmoderhalskanalen (placenta prævia), således at der ved begyndende åbning af denne går hul på moderkagen med risiko for livstruende blødning inden barnets fødsel, eller at der optræder alvorlig svangerskabsforgiftning hos moderen. I 2003 måtte ca. 12% af fødslerne i Danmark afsluttes med kejsersnit. I efterbyrdsperioden efter en normal fødsel kan der opstå behov for indgreb, hvis moderkagen er fastsiddende, dvs. ikke fødes inden en time efter barnet, hvis ikke hele moderkagen kommer ud, eller hvis der optræder kraftig blødning pga. læsioner i fødselsvejen.

Fødselsovervågning

Jordemoderen lytter regelmæssigt til fosterets hjertelyd ved at anbringe et træstetoskop eller et lille ultralydapparat, som gengiver hjertelyden, på den fødendes mave. Under uddrivningsperioden lyttes der som regel efter hver ve. Fosterets hjerte slår normalt 120-160 slag i minuttet. Under selve veen kan hjertelyden være langsommere pga. veens tryk på barnets hoved, men den retter sig til det normale i vepausen, med-mindre fosteret er truet af iltmangel.

På de fleste fødeafdelinger i Danmark anvendes supplerende elektronisk overvågning (kardiotokografi, CTG) i kortere eller længere perioder under fødslen, især hvis forløbet er kompliceret, eller hvis der er forøget risiko for komplikationer. Via en elektrode fastgjort til barnets hovedhud og en trykmåler i et bælte omkring den fødendes mave registreres ved CTG fosterets hjerteslag og vestyrken, der begge aftegnes som kurver vha. et elektronisk apparatur. På grundlag af de registrerede stigninger og fald i barnets hjertefrekvens under veerne kan dets tilstand vurderes. På en del fødeafdelinger anvendes overvågning med CTG i 20-30 minutter i begyndelsen af fødselsforløbet (dørtrinsprøven). Hvis denne test er normal, kan overvågning med CTG undlades under resten af fødselsforløbet under forudsætning af, at hjertefunktionen bedømt med træstetoskopet fortsat er normal. Det største problem ved at anvende CTG er, at der kan optræde situationer, hvor CTG-kurven tyder på iltmangel hos fosteret, således at der gribes ind med kejsersnit eller forløsning med sugekop, men hvor det bagefter viser sig, at der ikke forelå iltmangel (falsk positivt resultat). Dette kan medføre unødvendigt øget indgrebshyppighed i de fødselsforløb, der overvåges elektronisk, og har givet anledning til en del berettiget kritik af metoden, hvis videnskabelige værdi ikke blev efterprøvet inden indførelsen. Det er også generende for den fødende at få fastspændt registreringsapparatur og være forbundet med kabler til elektroniske skrivere.

Smertelindring

Veer er smertefulde, især i den sidste del af udvidelsesperioden. Ved en god fødselsforberedelse med grundig oplysning om fødslens forløb og om de problemer, der kan opstå, samt oplæring i afslapningsøvelser og åndedrætsteknik under veerne kan mange smerteproblemer forebygges. Ro omkring den fødende, en så hjemligt som muligt indrettet fødestue med dæmpet belysning og en forstående, engageret jordemoder er faktorer, der medvirker til, at den fødende kan komme gennem fødselsforløbet ved at mobilisere sine egne resurser.

Også berøring og massage udført af fx faderen virker afslappende. At opholde sig i et varmt karbad slapper hele kroppen af og virker smertelindrende, samtidig med at det fremmer udvidelsen af livmoderåbningen. I nogle fødselsforløb er der behov for mere direkte smertelindrende behandling i form af indsprøjtning af morfinlignende lægemidler. Af hensyn til påvirkningen af barnet gives disse i forsigtige doser. Desuden kan der anvendes lattergas, epidural anæstesi og lokalbedøvelse af mellemkødet (pudendusblokade). Akupunktur og zoneterapi er alternative metoder, der også anvendes nogle steder.

Læs mere om fødsel i underemnerne herunder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig