Fødselsforløbet inddeles i udvidelsesperioden, uddrivningsperioden og efterbyrdsperioden. I nogle tilfælde afgår der en slimprop kort før fødslen som tegn på, at livmodermunden er begyndt at udvide sig. Ved fødslens begyndelse kan der ses en mindre blødning (tegnblødning), som skyldes bristning af små blodkar under livmodermundens udvidelse.
Udvidelsesperioden begynder enten med smertefulde sammentrækninger (veer) i livmoderens muskulatur eller sjældnere med afgang af fostervand. Dette kan ske i en skylle eller som langsom siven. Veerne vil herefter oftest begynde i løbet af et par timer. I begyndelsen er veerne ofte af kort varighed (ca. 20 sekunder) og kommer uregelmæssigt med 5 til 15 minutters mellemrum. De kan herved ligne sammentrækningerne i livmoderen i den sidste del af graviditeten (plukkeveer), hvorfor det kan være svært at afgøre, om fødslen er rigtigt i gang. Efterhånden øges veernes varighed til ca. halvandet minut, samtidig med at de bliver mere intensive og regelmæssige med ca. 5 minutters mellemrum; veerne ledsages nu af smerter over lænden.
Udvidelsesperiodens længde varierer meget, men er i gnsn. 8-12 timer; kortest for kvinder, der har født tidligere. Vearbejdet medfører, at barnet skubbes nedad i bækkenet, mens livmoderhalsen trækkes opad. Med effektive veer åbner livmodermunden sig sædvanligvis ca. 1 cm i timen, og barnets hoved trænger fra bækkenindgangen ned mod bækkenbunden. Hvis ikke fostervandet er afgået tidligere, brister fosterhinderne som regel på dette tidspunkt, hvorved fostervandet afgår.
Når livmodermunden har åbnet sig helt og dermed er over 10 cm i diameter, begynder uddrivningsperioden, der varer ca. 1 time for en førstegangsfødende og 20-30 minutter for en flergangsfødende. Hovedets trykken mod bækkenbunden og endetarmen udløser en presserefleks, således at sammentrækningerne i livmoderen understøttes af den fødendes brug af bugmusklerne (bugpressen). Disse veer kaldes presseveer. Moderen trækker vejret dybt ind og holder det under presseveen, mens hun presser med. Jordemoderen hjælper og understøtter kvinden til at udnytte veerne mest muligt, således at det undgås, at fødslen trækker i langdrag. Barnets hoved viser sig under veerne mere og mere i skedeindgangen mellem kønslæberne; i vepausen glider det lidt tilbage. Efterhånden udspænder hovedet mellemkødet, som bliver ganske tyndt. Jordemoderen masserer mellemkødet og leder hovedet lempeligt frem, så det passerer med det mindst mulige omfang. Således belastes barnet og fødselsvejen mindst muligt. Hvis mellemkødet er meget stramt, lægges et lille klip (episiotomi) for at fremme fødslen og for at undgå en egentlig sprængning af mellemkødet. Når barnets hoved er født, fjerner jordemoderen med et sug slim og blod fra barnets næse og svælg for at lette vejrtrækningen.
Eftersom hovedet som regel er den fosterdel, der har det største omfang, fødes resten af kroppen i løbet af få sekunder, ved at jordemoderen lemper barnets skuldre fri af fødselsvejen. Barnet lægges mellem moderens ben eller på moderens mave, for at moderen og barnet hurtigt skal få kontakt. Jordemoderen sikrer sig, at barnet trækker vejret normalt, hvorved huden bliver lyserød, og at barnet er velskabt. Efter få minutter sættes der to elastikker eller plastklemmer på navlesnoren tæt ved barnets mave, hvorefter navlesnoren kan klippes over mellem disse to. Efter barnets fødsel begynder efterbyrdsperioden; efter 10-20 minutter kommer der atter veer, hvorved moderkagen fødes sammen med resten af navlesnoren og fosterhinderne. Desuden udtømmes op mod en halv liter blod, der har samlet sig bag moderkagen. Eventuelle rifter eller klip i mellemkødet sys.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.