En evighedsmaskine er efter populær opfattelse en maskine, der kan holde sig selv kørende i ubegrænset tid uden tilførsel af brændstof eller andre former for energi.
Faktaboks
- Også kendt som
-
perpetuum mobile
evighedsmaskine
Evighedsmaskine med lodder. Lodderne til venstre virker på hjulet med den største vægtarm. Hjulet skulle derfor dreje i den viste retning, hvilket det imidlertid ikke gør, da der indstiller sig en ligevægt omkring hjulets nav.
Typer af evighedsmaskiner
I fysikken skelnes mellem to typer evighedsmaskiner, som benævnes evighedsmaskiner af 1. og 2. art.
Evighedsmaskiner af 1. art
En evighedsmaskine af 1. art er en periodisk virkende maskine, der i hver periode producerer arbejde uden at modtage ækvivalent energi under en eller anden form, fx varme. Der vil imidlertid altid være gnidningsmodstand mod en maskines bevægelse, og derfor må en evighedsmaskine til stadighed udføre arbejde, dvs. skabe energi ud af intet. Al erfaring viser, at dette er umuligt. Erfaringen er mere præcist udtrykt i termodynamikkens 1. hovedsætning, også kaldet energisætningen, der siger, at energien i et lukket system er konstant og dermed også, at evighedsmaskinen af 1. art er umulig.
Evighedsmaskiner af 2. art
Ved en evighedsmaskine af 2. art forstås en periodisk virkende maskine, der udfører arbejde og modtager ækvivalent varme, men kun fra ét sted (én temperatur). Denne maskine er ikke i modstrid med energisætningen, men umulig ifølge termodynamikkens 2. hovedsætning, der siger, at varmeenergi taget fra én temperatur ikke kan omdannes fuldstændigt til en anden energiform. En del kan omdannes, men kun hvis den resterende del af varmeenergien, den uundgåelige spildvarme, kan afgives ved en lavere temperatur. En evighedsmaskine af 2. art er derfor også umulig.
Historie
Forslag til evighedsmaskine fra 1575.
Tanken om at skabe en evigt virkende maskine har imidlertid optaget opfindere, lige siden mekanikken holdt sit indtog i menneskets historie. Helt tilbage fra 1200-tallet kan man i håndskrifter finde omtale af idéen om at skabe et evigt drejende hjul. I begyndelsen af 1700-tallet vakte en tysk markedsgøgler opsigt ved at optræde med en maskine, der af sig selv kunne løfte vægte lige så længe, det skulle være. Ansete videnskabsmænd, som undersøgte maskinen, kunne ikke se andet, end at det måtte være en evighedsmaskine, og hemmeligheden bag maskinen blev aldrig afsløret. Men allerede i 1500-1600-tallet opstod en mængde idéer og forslag til evighedsmaskiner, der dog ifølge sagens natur aldrig blev ført ud i livet. Selv efter at fysikerne i midten af 1800-tallet klart havde erkendt læren om energiens konstans (energisætningen), fortsatte fantasifulde opfindere stædigt med at prøve at finde det "hul" i naturlovene, der på trods af eksperternes belæringer ville føre til den eftertragtede evighedsmaskine. Endnu i vor tid ser man forslag til denne ønskværdige løsning på vore energiproblemer.
De forslag, man har set, tager oftest udgangspunkt i de stærke kræfter, man møder i dagligdagen og i naturen, og som det virker fristende at udnytte til energifrembringelse. Tyngdekraften, opdriften i vand samt elektriske og magnetiske kræfter er eksempler herpå. Typisk foreslås det at udnytte tyngdekræfterne ved at lade tunge, nedadgående vægte drive en maskine, der selv løfter vægtene op igen til deres udgangspunkt, eller ved at bruge vandkraft, idet afgangsvandet fra et vandhjul løftes op til vandhjulets overside af en pumpe drevet af vandhjulet selv. Efter de elektriske maskiners fremkomst er spekulationerne gået i retning af at lave en dynamo, der er så effektiv, at den ikke alene kan levere strøm til den elmotor, der driver den, men også giver overskudsstrøm til nyttigt forbrug.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.