Ergoterapi, behandling, som gennem praktiske fysiske og intellektuelle aktiviteter hjælper det enkelte menneske til at fungere så godt som muligt i sine omgivelser såvel i hjemmet og i fritiden som på arbejdet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ergoterapi kommer af græsk ergon 'arbejde' og terapi.

Ergoterapi omfatter træning og genoptræning af daglige færdigheder, almindelig daglig livsførelse (ADL), hos personer med fysisk eller psykisk betinget aktivitetsforstyrrelse, hvad enten færdighedstabet er medfødt eller erhvervet. Det kan eksempelvis være personer med neurologiske lidelser (fx hjerneblødning), gigtsygdomme, knoglebrud, håndkirurgiske lidelser, psykiske sygdomme, demenstilstande eller psykisk udviklingshæmmede.

Træningen har til formål at rehabilitere personen til at udføre flest mulige daglige færdigheder (toilette, påklædning, madlavning, kommunikation, deltagelse i det sociale liv, funktioner på arbejdspladsen m.m.). Den omfatter praktisk gennemførelse af de daglige færdigheder, som gradueres og tilrettelægges i samarbejde med den handicappede person. Også delfunktioner som specifikke bevægelser, muskelkraft, tale, skrivning, hukommelse, evne til planlægning, strukturering, social adfærd og udtryksformer trænes.

Behandlingen udføres af ergoterapeuter med statslig autorisation. Ergoterapeuter er bl.a. ansat på sygehusafdelinger, også psykiatriske, kommunernes socialforvaltninger, aktivitetscentre og plejehjem, i regionernes hjælpemiddelcentraler, i bedriftssundhedstjenesten og i arbejdstilsynet. Enkelte ergoterapeuter er privatpraktiserende, men i modsætning til fysioterapeuter praktiserer de ikke med tilskud fra den offentlige sygesikring. Uddannelsen til ergoterapeut varer 31/2 år. Efter endt uddannelse kan betegnelsen professionsbachelor anvendes.

Ergoterapeuten vurderer behovet for hjælpemidler, herunder kropsbårne hjælpemidler (fx skinner), personlige hjælpemidler (fx kørestol, særligt spisebestik, badetaburet) samt boligændringer (fjernelse af dørtrin, etablering af slisker, håndgreb m.m.).

Ergoterapeuten giver også ergonomisk vejledning (se ergonomi) og kan give råd om en bedre indretning af arbejdspladsen, herunder behov for anskaffelse af hjælpemidler. På regionernes og kommunernes hjælpemiddelcentraler kan borgerne komme og afprøve hjælpemidler og få vejledning af ergoterapeuter eller fysioterapeuter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig