engelsk møntvæsen

Engelsk møntvæsen, møntsystem, som før 1971 var uhyre konservativt med middelalderlige træk.

Systemet var bygget op om penny (skrevet d, af latin denar). Der gik 12 pence på 1 shilling og 20 shillings på 1 pund sterling (skrevet £, af latin libra); 1/4-penny, 1/2-penny og penny var præget i kobber.

Før 1919/20 var mønterne 3 pence, 6 pence, shilling, florin (= 2 shillings), halfcrown (2 shillings og 6 pence) og crown (5 shillings) af 925‰ sølv, fra 1920 nedsat til 500‰; fra 1947 blev 6 pence og opefter præget i kobbernikkel.

Sovereigns af guld svarede til 1 pund, og de udmøntes stadig, men sælges til markedspris til folk, som vil opspare i guld.

Ved indførelsen af decimalmønten i 1971 blev 1 pund møntenheden, som deltes i 100 pence. Hver ny penny svarede følgelig til 2,4 gammel penny. Før 1971 bar priserne ofte præg af, at man regnede i en guldmønt, guinea (= 21 shillings), selvom denne mønt ikke var præget siden 1813.

Den engelske penny var fra sidst i 700-t. en sølvmønt på godt 1 g. Møntens navn, sterling, kendes fra sidst i 1000-t. og betyder vistnok 'stærk'.

Angelsaksiske mønter brugtes i Danmark fra 990'erne til midt i 1000-t., mens sterlingen brugtes i 1200- og især i 1300-t. Lødigheden var konstant (ca. 925‰), mens vægten fra midten af 1300-t. gradvis blev nedsat.

Af guldmønter prægedes nobel, der udmøntedes fra 1344 med en engelsk kongeskikkelse stående i et skib (holk), fra 1464 prydet med en rose og derfor kaldt rosenobel; vægt ca. 7,8 g. Øresundstolden skulle principielt betales med rosenobel.

Guldmønten angel eller engelot med en vægt på ca. 5,2 g blev præget 1465-ca. 1640. Endvidere fandtes sovereign, indført 1489, oprindelig vægt ca. 15,5 g, men gradvis reduceret, fra 1816 hovedguldmønt med vægt ca. 7,98 g, samt guinea, 1662-1813, oprindelig af guld fra Guinea-kompagniet, vægt ca. 8,4 g.

Af ældre sølvmønter prægedes groat, 4 pence, svarende til gros, 1279 og 1351-1855; shilling, 1504-1971, nu svarende til 5 pence; florin, fra 1849; crown, fra 1551, svarende til en daler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig