edsbevis

Edsbevis, bevismiddel, der kan føres tilbage til tiden, før landskabslovene blev nedskrevet, og som formentlig udspringer af magiske forestillinger. Edsbevis i form af partsed med mededsmænd var det almindeligste bevismiddel i den middelalderlige retspleje. Loven bestemte, hvem af parterne i en retssag der skulle føre dette bevis. Det var som regel sagsøgte, der ved aflæggelse af ed afviste sagsøgers påstand. Herefter aflagde et nærmere foreskrevet antal mededsmænd ed på, at partens ed var "ren og ikke mén". Mededsmændene blev udtaget af den sværgende part og behøvede ikke at have kendskab til sagen, idet deres opgave ikke bestod i at finde frem til sandheden, men ud fra deres kendskab til parten at styrke tilliden til dennes påstand. Antallet af mededsmænd udgjorde som oftest 12, en tylvt, og den aflagte ed kaldtes tylvtered. En skærpelse af beviset kendes i Jylland og i begrænset omfang i Skåne i form af kønsnævn. Her skulle de 12 mænd udtages af sagsøger inden for den sværgendes slægt.

Mededsmændenes ed skulle være enstemmig, da beviset ellers var bristet. Blev beviset derimod ført som foreskrevet af loven, skulle det uprøvet lægges til grund for domstolens afgørelse. Ifølge sagens natur kunne der ikke føres modbevis.

I senmiddelalderen og navnlig i 1500-1600-t. indskrænkedes brugen af partsed med mededsmænd som følge af vidnebevisets øgede anvendelse og under indtryk af den hyppige forekomst af mened. Beviset blev ophævet med Christian 5.s Danske Lov af 1683.

Partsed uden anvendelse af mededsmænd opretholdtes ved Christian 5.s Danske Lov, men blev kun anvendt, hvis der ikke på anden måde kunne fremskaffes tilstrækkeligt bevis. En begrænset anvendelse af edsbeviset var endnu hjemlet i Retsplejeloven af 1916, men blev ved en ændring af loven i 1965 endeligt ophævet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig