dyrevelfærd

Der lever rigtig mange dyr i menneskers varetægt. I landbruget opdrættes der på verdensplan over 50 milliarder dyr om året. I Danmark alene er tallet på langt over 100 millioner – omkring 18 dyr for hver dansker. Dertil kommer blandt andet forsøgsdyr, familiedyr og dyr, der bruges til forskellige former for sport, hobby og underholdning. Galop-, trav- og dressurheste for eksempel.

I stigende grad er mennesker blevet optaget af, hvordan disse dyr har det, og dermed er interessen for at beskytte dyr og fremme dyrevelfærd vokset.

Danmark fik i 1857 for første gang en lov, som forbød dyrplageri, hvilket i loven blev defineret som ‘raa Mishandling eller anden grusom og oprørende Behandling af Dyr, navnlig Huusdyr’. Her og i den efterfølgende dyreværnslov fra 1916 var fokus at forbyde såkaldt ‘meningsløs grusomhed’, for eksempel når droschekuske i hidsighed, uden fornuftig grund, piskede deres udmattede heste. Derimod blev der ikke lagt begrænsninger på den almindelige, ’meningsfulde’, brug af dyr til produktion af fødevarer eller beklædning eller som trækdyr.

Dette ændrede sig gradvist: I den næste version af loven, som kom i 1950, stod der, at dyr ikke måtte udsættes for ‘unødig lidelse’ og skulle ’passes og plejes forsvarligt’, og at man skulle sikre sig, at deres ‘opholdsrum er forsvarligt indrettet’. Det nye her, som ligger tæt på det moderne begreb om dyrevelfærd, er, at dyr skal sikres et anstændigt minimum af livskvalitet, også selvom dette ikke tjener et produktionsmæssigt eller andet nyttigt formål.

I de seneste årtier har synet på, hvad der tæller som god dyrevelfærd, desuden udviklet sig fra alene at dreje sig om at undgå smerte og anden form for lidelse til også at omfatte positiv velfærd. Det sidste ofte i form af muligheder for at udfolde såkaldt naturlig adfærd, fx i form af at dyrene har adgang til udearealer og de tilhørende udfoldelsesmuligheder.

Interessen og forståelsen for dyrevelfærd er desuden blevet styrket via dyrevelfærdsforskning, som har udviklet sig fra 1970’erne, og som i dag er stærkt repræsenteret ved både Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Denne forskning gennemføres primært ved hjælp af naturvidenskabelige metoder og anvendelse af teorier og metoder fra etologi, fysiologi og veterinærmedicin.

I stigende grad forsøger samfundsvidenskabelige forskere også at forstå menneskers forestillinger om og motivation for at fremme og betale for god dyrevelfærd.

I loven fra 1950 var kravene til hold af dyr udtrykt i meget generelle vendinger. I 1991 blev der med vedtagelsen af en ny dyreværnslov nedsat et Dyreetisk Råd, som siden via en strøm af udtalelser i samspil med debatter i samfundet har lagt op til skærpede krav om hold, pasning og brug af dyr. Disse krav er efterfølgende blevet omsat til lovgivning, fx om svin, fjerkræ, kvæg, forsøgsdyr og heste.

En del af lovgivningen er sket i samspil med EU, som via en række direktiver og forordninger har defineret lovgivningsmæssige mindstekrav til dyrevelfærden hos landbrugs- og forsøgsdyr inden for unionens grænser. For eksempel er det ikke længere tilladt at holde drægtige søer i små bokse, de skal nu gå løse i flok.

I praksis har der dog hidtil været snævre grænser for, hvor langt man via lovgivning har kunnet nå i forhold til dyrevelfærden – især hos landbrugsdyrene. Diskussionen om regulering af dyrevelfærd i landbruget kredser om dilemmaet mellem, hvad der er godt for dyrene, versus hvad der er økonomisk muligt.

De, der lægger vægt på det sidste, understreger, at vi i Danmark ikke må stille så store krav til dyrevelfærden, at danske svine- og mælkebønder bliver udkonkurreret af udenlandske producenter, mens de, der lægger vægt på det første, mener, at Danmark bør gå forrest, også selv om det koster noget i produktion og eksport.

Begyndende med salget af ’skrabeæg’ som alternativ til ’buræg’ er der desuden siden 1990’erne i stigende grad blevet produceret og markedsført produkter med dyrevelfærd, som rækker ud over det lovgivningsmæssige minimum.

Disse initiativer er siden 2017 i Danmark blevet understøttet af en statslig mærkningsordning, hvor produkter inden for kvæg-, svine- og fjerkræproduktion kan få et, to eller tre hjerter, alt efter graden af ekstra dyrevelfærd. Produkterne bliver typisk solgt til en merpris i forhold til standardprodukterne, og dermed kommer man ud over det nævnte økonomiske dilemma.

Sådanne markedsdrevne dyrevelfærdsinitiativer giver mulighed for nytænkning, men samtidig kan dette betyde, at dyrevelfærd bliver gjort til et privat anliggende for den enkelte producent og forbruger snarere end et samfundsanliggende.

Ordet dyrevelfærd kom i højsædet, da Dyreværnsloven senest blev revideret i 2020 og her også blev omdøbt til dyrevelfærdsloven.

Debatten vedrørende dyrevelfærd vil fortsætte. Et voksende antal mennesker sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden og rimeligheden i forskellige former for brug og hold af dyr. Fx er brug af dyr til konkurrencer og underholdning kommet i modvind. Således har Danmark i 2018 som det sidste land i Norden med henvisning til dyrevelfærd forbudt fremvisning af elefanter i cirkus.

Blandt danskerne er der meget forskellige holdninger til dyrevelfærd. Nogle, ca. 15% i henhold til en undersøgelse gennemført i 2019, mener, at vi i princippet helt skal holde op med at opdrætte, slagte og spise dyr. De tilslutter sig, hvad man kan kalde en form for dyrerettighedsetik. (Det er dog indtil nu kun ca. 2-3% af dem, som tager konsekvensen og lever uden at spise kød.) Andre, ca. 30%, mener der et OK at spise dyr, så længe der er en god dyrevelfærd. Endelig er 20%, som ikke mener, at dyr har krav på særlige hensyn, og 35%, som er uengagerede i dyrenes velfærd.

Der er således ikke inden for en overskuelig fremtid udsigt til enighed blandt danskerne om, hvad der tæller som acceptabel dyrevelfærd.

• Det Dyreetiske Råd
• Dyreværnsloven
• dyrplageri
• familiedyr