dumping

Artikelstart

Dumping er salg af en vare på et udenlandsk marked til en pris, som er lavere end på producentens hjemmemarked.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dumping er engelsk, af dump 'læsse af, kaste ud på markedet', lånt fra dansk dumpe.

Dumping foretages enten for at svække konkurrerende produkter på det udenlandske marked og dermed opnå en stærkere position eller for at afhænde en midlertidig overproduktion uden at skade hjemmemarkedsindtjeningen.

Internationale handelsaftaler vedtaget i GATT-regi, senere WTO-regi, anerkender et lands ret til at lægge en særlig importtold på varer, som påviseligt er solgt til dumpingpriser til skade for landets producenter. Også inden for EU er dumping forbudt.

Social dumping

Der tales om social dumping, hvis eksportørerne til et marked prismæssigt er meget konkurrencedygtige i forhold til lokale producenter, som følge af at de er underlagt en langt mindre veludviklet lovgivning vedrørende arbejdsmiljø, lønmodtagerrettigheder, indirekte lønomkostninger mv.

Sådanne forskelle anses imidlertid for naturlige i international samhandel mellem lande, som befinder sig på meget forskellige indkomstniveauer. Internationale handelsaftaler tillader derfor generelt ikke, at social dumping udløser modtræk i form af told eller anden beskyttelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig