Drejning. Nogle af drejeprocessens vigtigste procesparametre er bl.a. skærehastighed og tilspænding. Skærehastigheden er den hastighed (m/min), hvormed emnet passerer værktøjets skærende æg. Tilspændingen angiver drejestålets bevægelse pr. omdrejning af emnet (mm/o). Længde- og tværtilspænding relateres hhv. til langs- og plandrejning.

.

Drejning, spåntagende bearbejdningsproces til fremstilling af rotationssymmetriske emner (med et utal af ind- og udvendige profiler) samt til plandrejning af irregulære emner. Drejning er en af metalindustriens vigtigste bearbejdningsprocesser; den foregår på en drejebænk, hvor et drejestål fjerner overflødigt gods i form af spåner fra et roterende emne. Drejning kan foretages i både metaller, plast og træ. Eksempler på drejede emner er aksler, valser, hjul, kugler og cylindre, men også gevind bliver fremstillet ved drejning.

Ved drejning er der mulighed for at opnå god overfladekvalitet, dvs. med på 3-13 μm ved brug af almindelige drejestål, mens anvendelse af diamantværktøj kan formindske ruheden til 0,06-1 μm. Opnåelige tolerancer ved drejning er normalt ±0,01 mm.

Drejestål

er de værktøjer, der anvendes til drejning. Der findes mange varianter til både ind- og udvendig drejning. Til udvendig drejning anvendes fx skrub-, rund-, stik-, frigangs-, gevind-, side- og faconstål, mens der til indvendig drejning kan bruges udborings-, bund- og hagestål. Drejestålet skal være fremstillet af materialer, som er hårdere end emnet. Det er forsynet med en skarp æg, som er værktøjets skærende kant. De mest almindelige drejestålsmaterialer til metalbearbejdning er kulstof- og hurtigstål samt stellite og hårdmetal. Hårdmetalværktøjer findes som regel i form af platter, der fastgøres på et skaft af stål. Ofte er de forsynet med flere skærende kanter, således at de kan vendes ved nedslidning (vendeskærsværktøjer). Andre typer værktøjsmaterialer er keramik, som er særdeles slidstærk, og diamant, som har stor hårdhed og anvendes til fine overflader og snævre tolerancer.

Køling og smøring

Ved drejning anvendes ofte skærevæsker (køle-smøremidler), som dels har en kølende virkning, dels en smørende (friktionsnedsættende) virkning. De mest almindelige skærevæsker er olieemulsioner, som har stor køleeffekt, og skæreolier, som har smørende egenskaber. Brug af skærevæske bevirker, at der fx kan drejes med større skærehastighed. Derudover medvirker væsken til at forlænge drejestålets levetid og til borttransport af spåner, hvilket blandt andet har betydning for emnets overfladekvalitet.

Drejebænken

er en særdeles alsidig maskine, der finder anvendelse til mange forskellige bearbejdningsopgaver, rækkende fra enkeltstyk- til massefabrikation. Desuden kan den anvendes til bore- og rivearbejde, ligesom den kan påmonteres specialudstyr til anvendelse ved fx slibning og honing. Der findes forskellige typer drejebænke med universaldrejebænken som den mest almindelige.

Hoveddelene i drejebænken er spindeldokken samt hovedslæde og pinoldok (anbragt på vangen). Spindeldokken indeholder lejer for hovedspindlen og gearkasse med tilhørende betjeningshåndtag. Hovedspindlen sørger via centerpatronen for opspænding af emnet og for at give emnet en roterende bevægelse. Hovedslæden, som bevæges på vangen, er fundamentet for tvær- og forsætterslæde. Den fastholder drejestålet korrekt i forhold til emnet samtidig med, at den giver drejestålet tilspænding (bevægelse pr. omdrejning) i en bestemt retning (længde-/tværtilspænding). Forsætterslæden, hvorpå stålholderen med drejestålet er fastgjort, kan drejes i forhold til tværslæden, hvorved det bliver muligt at dreje konusformede emner samt at skære gevind. Tværslæden, som forskydes vinkelret på vangen, kan på de fleste drejebænke bevæges med både håndkraft og mekanisk tilspænding, mens forsætterslæden som regel kun kan bevæges med håndkraft via et lille håndhjul. Pinoldokken kan forskydes langs vangen og virker som støtte for det opspændte emne under drejningen (via en pinol), eller den kan anvendes til opspænding af andre spåntagende værktøjer, fx til boring og gevindskæring.

Drejebænkstyper. Der findes andre typer drejebænke, der minder om universaldrejebænken. Instrumentmagerbænken er blot mindre og anvendes ved finmekanisk arbejde. Plandrejebænken med kort vange og stor pinolhøjde er indrettet til drejning af korte emner med store diametre. En mere automatiseret type er revolverdrejebænken, hvor pinoldokken er erstattet med en ekstra slæde. På denne er anbragt et horisontalt drejeligt revolverhoved, som er stålholder for flere drejestål eller andre værktøjer (normalt 6-8 stk.). Revolverdrejebænken kan anvendes til masseproduktion, idet de mange værktøjer muliggør mange bearbejdninger i samme opspænding. Tromlerevolverdrejebænken ligner i princippet den førnævnte, men her er revolverslæden anbragt vertikalt, og antallet af værktøjer øget til 12-16. Automatdrejebænken er en videreudvikling af revolverdrejebænken. Den udfører hele arbejdsforløbet automatisk, dvs. fremføring af råmateriale, opspænding, bearbejdning og fjernelse af de færdige emner, hvorfor den anvendes til meget store emneserier.

Nyere drejebænke er CNC-styrede (se computer numerical control), hvilket betyder, at drejebænkens bevægelser styres efter et NC-program. De er ofte 3-4-aksede og kan indgå i større bearbejningscentre, hvor der kan udføres både dreje-, fræse- og boreoperationer i samme opspænding. CNC-maskiner har stor fleksibilitet og giver mulighed for hurtig omstilling til nye emnegeometrier, samtidig med at de kan betjenes af operatører uden større faglig baggrund. Se også spåntagning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig