det absolutte

Det absolutte, grundbegreb i den klassiske metafysik, som siden Platon har søgt det absolutte som erkendelsens mål. Baruch Spinoza kaldte det "substansen" eller det "som eksisterer og begribes i kraft af sig selv".

Faktaboks

etymologi:
Begrebet det absolutte kommer af latin absolutus, perf. part. af ab-solvere 'løse fra'.

Dette opfattes almindeligvis som identisk med begrebet Gud, men Spinozas opfattelse af det absolutte førte ham til den overbevisning, at der ikke er nogen natur uden for Gud: Gud og naturen er identiske.

Immanuel Kant mente, at en erkendelse af det absolutte — forstået som det ubetingede — ligger uden for den menneskelige erkendelses rækkevidde; det bliver derfor et erkendelsesideal, som aldrig kan nås, men som alligevel må søges opretholdt.

Marxistisk orienterede tænkere som Max Horkheimer og Theodor W. Adorno er enige med Kant i dette. G.W.F. Hegel genindførte begrebet i metafysikken og specificerede det, idet han skelnede mellem "den absolutte viden", "den absolutte idé" (i logikken) og "den absolutte ånd" (i verdensudviklingen).

Søren Kierkegaard tog afstand fra muligheden af at kunne erkende det absolutte, og de logiske empirister, blandt dem Rudolf Carnap, kaldte begrebet meningsløst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig