deiksis (kommunikationsforhold)

Deiksis bruges i sprogvidenskaben om udtryk, der peger på elementer i kommunikationssituationen i kraft af deres betydning. Fx betyder pronomenet jeg 'den, der taler', og når det bruges, peger det på den, der taler. Tilsvarende betyder adverbiet her 'på det sted, der tales fra', og når det bruges, peger det på det sted, der tales fra.

I direkte tale peger jeg ikke på den, der taler, men på den, der refereres, dvs. den, der beskrives som afsender af citatet. Hvis Peter fx siger: "Anne sagde: "Jeg giver dig ret."", peger jeg i citatet på Anne, ikke på Peter, og dig peger på Peter.

Deiktiske udtryk inddeles i tre typer efter, hvad de peger på i kommunikationssituationen:

1. Persondeiksis bruges om kommunikationssituationens deltagere: 1. og 2. person, dvs. den, der taler, og den, der tales til. Persondeiksis er almindelig i de personlige pronominer og i verbers personbøjning, fx tysk ich bin 'jeg er' og du bist 'du er', og i pronominer, fx jeg, du, vi og I. Eftersom 3. person indgår grammatisk i et system med 1. og 2. person, regnes 3. person ofte også som en persondeiktisk kategori.
2. Rumdeiksis peger på steder bestemt af kommunikationssituationens rum: her om det sted, der tales fra, og der om andre steder.
3. Tidsdeiksis bruges om tid bestemt af kommunikationssituationens tidspunkt. Tidsdeiksis forekommer i verbers tidsbøjning, fx nutid, datid, fremtid, og i tidsadverbielle udtryk, fx nu, da, i morgen, sidste år. Hvem, hvornår og hvor en ytring som jeg kommer her i morgen peger på, kan således kun forstås ud fra kommunikationssituationen, idet den peger på noget forskelligt afhængigt af, hvem der siger den hvornår og i hvilken situation. Men uanset hvilket tidspunkt nu peger på, betyder i morgen 'dagen efter taletidspunktets dag'.

Undertiden regnes socialdeiksis som en deiktisk kategori. Til denne kategori hører så valget mellem tiltaleformer som du og De. Men valget mellem du og De bestemmes ikke af den tiltaltes rolle i kommunikationssituationen som tiltalt, men af de sociale relationer mellem den, der taler, og den, der tales til.

Selv om et rumdeiktisk ord som her og et tidsdeiktisk ord som nu har en bestemt betydning, kan det rum eller den tid, de peger på, have meget forskelligt omfang. Man kan bruge her til at pege både på et meget afgrænset område (her, hvor jeg står) og på hele kloden (her på jorden) og alle mulige andre områder ind imellem.

Deiktiske udtryk skaber en oplevelse af nærhed. Derfor kan en taler gøre en beretning mere nærværende ved at bruge nutid i en fortælling, selv om den handler om noget fortidigt. Forfattere bruger undertiden også jeg om deres hovedperson for at formidle en synsvinkel set indefra. Et eksempel på det er Jeppe Aakjærs sang "Jeg er Havren" (1916).