De hvide busser var en transportorganisation, der i de sidste måneder af 2. Verdenskrig bragte danske og norske koncentrationslejrfanger fra Tyskland til Sverige.
På initiativ af H.H. Koch, departementschef i Socialministeriet, og Frants Hvass fra Udenrigsministeriet blev der oprettet et hjælpekorps, der fra december 1944 kunne hjemføre danske politibetjente, grænsegendarmer og senere også politiske fanger fra Tyskland til Frøslevlejren.
På svensk-norsk initiativ påbegyndte Svensk Røde Kors under grev Folke Bernadotte i februar 1945 en aktion med det mål at befri samtlige norske og danske fanger i Tyskland og bringe dem til Sverige.
Bernadotte fik efter forhandlinger Heinrich Himmlers tilladelse til hjemførelsen. Hjælpeaktionerne blev koblet sammen med Bernadotte som leder og kendes derfor også som Bernadotte-aktionen, men den praktiske gennemførelse lå både før og efter hovedsagelig på danske hænder.
I marts-april 1945 lykkedes det at overføre næsten alle danske og norske fanger, lidt mere end 10.000 personer, til Sverige gennem Danmark, heriblandt 423 danske jøder fra kz-lejren Theresienstadt. Dertil kom i krigens sidste uge ca. 10.200 ikke-skandinaviske kvinder og børn.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.