davidsstjerne
Davidsstjernen smykker loftet i synagogen i Litauens hovedstad Vilnius.

Davidsstjerne er en sekstakket stjerne dannet af to ligesidede trekanter, som siden 1500-tallet har været symbol for jødedommen.

Davidsstjernen som symbol

Symbolikken i davidsstjernens seks takker ligger i, at Gud ifølge 1. Mosebog skabte verden på seks dage, hvorefter den syvende dag var hviledag. Sekstallets og heksagrammets symbolik er dermed først og fremmest skabelsens og skabergudens symbol.

Davidsstjernens form kan desuden opfattes som en heksagon (sekskant) i midten, som er omgivet af seks ligesidede trekanter. I den nutidige jødedom er det de syv geometriske figurer (heksagonen i midten plus de seks trekanter), der gør davidsstjernen til et helligt symbol, ligesom den syvarmede lysestage.

I nyere symbolik er heksagrammet tillige et symbol for sammensmeltningen af manden (den opadpegende ligesidede trekant) og kvinden (den nedadpegende).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig